Sangeren Mike Posner fik første gang succes i 2010, men efterfølgende gik han i glemmebogen i flere år.

København. Han står bag megahittet "I Took a Pill in Ibiza", der strøg til tops på hitlisterne verden over. Men tidligere har sangeren og produceren Mike Posner kæmpet for at få sine sange ud over rampen.

For omkring seks år siden smagte han succesen for første gang, da han hittede med sangen "Cooler Than Me". Men efterfølgende kølnede berømmelsen af lidt efter lidt.

- Jeg blev langsomt mindre og mindre populær, og så skulle jeg finde ud af, hvad jeg var uden det, siger Mike Posner til ABC News.

Han fortæller også, at han dengang bare arbejdede på at blive spillet mere og mere i radioen, mens han glemte at nyde sin begyndende popularitet.

- Jeg gik aldrig ned i tempo for bare at nyde, hvordan tingene var, siger han til mediet.

Den nu 28-årige sangskriver kæmpede efterfølgende en kamp for at få sendt sine nye sange på gaden, da pladeselskabet afslog at udgive de to albums, han indspillede efter den første udgivelse.

- Det var frustrerende, fordi jeg lavede musik, der ikke kom ud. Men set i bakspejlet var det noget af det bedste, der nogensinde er sket for mig, fordi jeg var nødt til at lære, hvem jeg var, når jeg ikke var sej og populær, siger Mike Posner til ABC.

I 2015 udgav Mike Posner en akustisk version af verdenshittet "I Took a Pill in Ibiza", og den genvundne succes tog for alvor fart, da en remixet udgave af nummeret så dagens lys.

/ritzau/FOKUS