Forbes har netop offentliggjort listen over verdens mest indtjenende skuespillere, og her topper actionhelten Dwayne "The Rock" Johnson.

. Efter at have scoret hattrick i de senere år må "Iron Man"-stjernen Robert Downey Jr. nu overlade tronen som verdens mest indtjenende skuespiller til Dwayne "The Rock" Johnson.

Det skriver finansmagasinet Forbes, der netop har offentliggjort listen over de mest forgyldte filmstjerner ved at sammenligne lønninger til skuespillere fra både Hollywood og den indiske Bollywood-industri.

Ifølge Forbes indkasserede den 44-årige actionhelt svimlende 425 millioner danske kroner på kontoen for blandt andet det oktandryppende bilbrag "Fast and the Furious 7" i den populære franchiseserie, for filmen "Central Intelligence" og for tv-serien "Ballers", hvor den danske tennisdarling Caroline Wozniacki blandt andet også medvirker i en gæsteoptræden.

I kolde kontanter betyder det, at Johnson, som er tidligere wrestler og bærer tilnavnet "The Rock", har mere end fordoblet sin årsindtjening fra juni 2015 til juni 2016.

- Jeg startede med syv dollar om ugen. Hvis jeg kan gøre det, kan du også, lyder reaktionen på kåringen fra den stenrige stjerne på Twitter.

Med en årsindtægt på hele 402 millioner danske kroner lander den kinesiske actionkomedie-helt Jackie Chan for andet år i træk på andenpladsen over de mest indtjenende skuespillere for film, han primært har lavet i sit hjemland.

Den Oscar-vindende Hollywood-stjerne Matt Damon indtager listens tredjeplads for den massive succes, science fiction-filmen "The Martian" fik i biograferne. Hele 362 millioner danske kroner klingede ind på "Good Will Hunting"-heltens konto.

Den resterende top 10 liste over verdens mest tjenende skuespillere det forgangne år er "Mission Impossible"-stjernen Tom Cruise, "Pirates of the Caribbean"-idolet Johnny Depp, den dobbelte Oscar-vinder Ben Affleck, actionbøffen Vin Diesel, Bollywood-stjernen Shah Rukh Khan, de sidste tre års nummer et Robert Downey Jr., mens Bollywood-skuespilleren Akshay Kumar lander listens tiendeplads.

Se Dwayne "The Rock" Johnsons Twitter-jubel her: https://twitter.com/TheRock/status/768809403663482880

/ritzau/FOKUS