Der var priser til en bred skare af danske kunstnere indenfor vidt forskellige genrer, da Foreningen af Danske Musikkritikere lørdag aften fandt vinderne af årets Steppeulv-priser på Bremen Teater i København.

Prisen som Årets Tekstforfatter gik til sangerinden og sangskriveren Marie Key for hendes seneste album »De her dage«, mens de danske musikanmeldere på landets dagblade pegede på Peter Peter som modtager af prisen som Årets Musiker.

Peter Peter fik blandt andet prisen for sit arbejde med Kira Skov i projektet »Persona«.

Ingen kunstnere domminerede prisuddelingen, men trioen Efterklang løb dog med flest priser, da man tog prisen for Årets Album for »Piramida«, mens to af gruppens medlemmer, Mads Brauer og Casper Clausen, vandt i kategorien Årets Komponist.

Årets Orkester blev Choir of Young Believers, mens kritikerforeningen hyldede duoen EaggerStunn for nummeret »Kugledans«, der hjemtog prisen for Årets Sang.

Årets Håb gik i år til gruppen Synd og Skam, hvis EP »Blafret ør af kjoler« har høstet anmelderoser i en lang række danske medier. I forbindelse med showet offentliggjorde gruppen desuden, at man skal optræde på årets Roskilde Festival.

Pionerprisen gik til den 87-årige guitarist Jørgen Ingmann.

BNB