KØB PLUS!

Helmig hædret ved Danish Music Awards

Rasmus Seebach snuppede fire statuetter ved lørdagens prisuddeling, mens Thomas Helmig løb med æresprisen, der af mange betragtes som den mest fornemme.

»Det er mig, der står herude og banker på«, »Stupid Man« og »Nu hvor du har brændt mig af«.

Siden Thomas Helmig sendte sit første album på gaden i 1985, har han leveret en perlerække af klassikere. Lørdag aften blev der ved årets Danish Music Awards sat pris på den 48-årige popsnedker fra Aarhus.

Thomas Helmig blev tildelt »Æresprisen« for sin betydning for dansk musik:

- I snart tre årtier har han med sine albums og hits leveret soundtracket til generationer af danskeres liv. Han har givet os muligheden for at græde. Han har givet os muligheden for at grine. Og han har givet de fleste af os muligheden for at stjæle et kys på dansegulvet. Men vigtigst af alt taler han med sine nære tekster og fængende melodier på vegne af vores hjerter, lød det i special-juryens indstilling.

Thomas Helmig var ikke ene om at slæbe hæder med hjem fra prisfesten i Forum. Rasmus Seebach vandt fire priser, mens Malk De Koijn snuppede tre.

Rasmus Seebach blev blandt andet kåret som »Årets mandlige kunstner« og fik »Årets publikumspris«. Malk De Koijn vandt blandt andet »Årets danske album« og »Årets danske live navn«.

Lukas Graham blev kaldt på scenen en enkelt gang, selv om gruppen med hele syv nomineringer var spået at få hænderne fulde af statuetter. Lukas Graham vandt »Årets nye danske navn«.

Sangerinden Lana Del Rey fik prisen »Årets internationale album« for »Born to die«, mens Gotye modtog »Årets internationale hit« for »Somebody that I used to know«.

Danish Music Awards har været afholdt siden 1989. De første år foregik uddelingen under navnet IFPI-prisen - senere foregik festlighederne under betegnelsen Dansk Grammy, og de seneste år har uddelingen heddet Danish Music Awards. Bag markeringen står musikselskabernes brancheorganisation, IFPI Danmark, og Koda.