Til gengæld vil hun noget så gerne have barn nummer to, inden det er for sent. Den danske supermodel taler ud om kæresten, alderen og ønsket om at få flere børn, før det er for sent
Det fortæller supermodellen i et åbenhjertigt interview til modemagasinet Cover. 25. december fylder modedarlingen 40 år, og måske har det sat skub i tankerne om familieforøgelse, at et skarpt hjørne ligger lige forude. Står det til Helena Christensen, skal sønnen Mingus på ni år inden længe være storebror.
- Det tænker man jo altid over. Og nu, ni år efter, er det lige før, jeg begynder at tro, jeg kan komme igennem en fødsel igen. Jeg tager virkelig hatten af for de kvinder, der får to eller tre i træk. Hold op, det er hårdt i starten, siger hun og uddyber senere:
- Jeg kunne godt tænke mig, at Mingus fik en bror eller en søster.
Efter 20 år i modebranchen har Helena Christensen for længst indprentet sit navn på modebranchens stjernehimmel. Som 17-årig blev hun Miss Danmark, og så var karrieren ellers skudt i gang. Men i dag lever hun et mindre hektisk liv i sin lejlighed i New York med sin søn og kæreste.
LÆS VIDERE NEDENFOR
Ægteskab ikke på tale
Manden i Helenas liv er den 29-årige Paul Banks, der er forsanger i bandet Interpol. Hvad han siger til planen om at bringe flere børn til verden, afslører Helena Christensen ikke over for Cover. Hun har da også tidligere luftet tanken om at adoptere, hvis hun ikke selv kan få flere børn. Gerne fra Peru, hvor hendes egen mor kommer fra.
- Det ville være skønt at hjælpe et barn, men også godt for Mingus at vokse op med et andet barn fra hans bedstemors kultur, har supermodellen udtalt.
Forholdet til Mingus’ far, skuespilleren Norman Reedus, røg på gulvet for mange år siden. Men selvom Helena Christensen har været sammen med sin nye kæreste i et år og gerne vil have flere børn, vil hun ikke giftes. I hvert fald ikke lige med det samme.
- Ens følelser kan pludselig ændre sig, og det er det, der er så uhyggeligt, at man ikke kan styre det. Men det er fantastisk, når to mennesker bliver gift og på denne i virkeligheden helt vanvittige måde lover hinanden, at de skal være sammen resten af livet, fortæller hun.
Den rigtige fornemmelse har ganske enkelt ikke været der, og der skal nok en mindre 'åbenbaring' til, fortæller modellen, der beskriver det som en 'stor og uoverskuelig tanke' at forholde sig til et ægteskabsløfte.
- Det burde være utrolig svært at blive gift og rigtig let at blive skilt i stedet for lige omvendt, funderer hun.
Og så er der det med alderen. At Helena Christensen stadig har udseendet med sig, kan nogle af verdens største modelbureauer skrive under på. Senest poserede danskeren som sexet pirat for lingeri-firmaet Agent Provocateur.
Selv maner hun enhver tanke om 40-års krise til jorden.
Livet ikke langt nok
- Jeg er ligeglad med, hvilket nummer man bliver i livet. Jeg ville ønske, vi levede til vi blev 500 år, for jeg synes, at livet er fantastisk på godt og ondt. Der er bare ikke tid nok, fortæller Helena, der føler sig i topform, selvom fyrrerne venter forude.
- Alle kigger sig selv i spejlet og tænker: Tiden går. Men man må have lidt humor omkring det; ellers kan man lige så godt lade sig indlægge.




















