Til trods for at Helena Christensen stadig holder figuren i en alder af 40, hævder den tidligere topmodel selv, at hun ikke benytter sig af diæter.
- Jeg spiser mere end nogen, jeg kender. Jeg er helt besat. Mad optager omkring 75 pct. af min hjerne. Jeg spiser som en gris, siger hun i et interview med People.
Men inden man bliver alt for bitter, så skal det lige siges, at hendes slanke skikkelse ikke kommer helt gratis. Hun træner ekstra hårdt, for at de mange kalorier ikke sætter sig på sidebenene.
- Jeg er super heldig med min forbrænding. Jeg bliver nødt til at være realistisk – sådan vil det nok ikke altid være. Derfor har jeg valgt meget intensiv træning.
Selvom hun fyldte 40 år i december, så kan hun ikke mærke årene på sin krop.
- Jeg er i bedre form end da jeg var 25, fordi jeg rent faktisk gør noget fysisk.






















