Selvom Newsweek sidste år overgav sig til nettet og droppede papirudgaven, skal det legendariske amerikanske nyhedsmagasin stadig ønskes et tillykke med de 80 år i dag.

17. februar 1933 ramte den første udgave af nyhedsmagasinet Newsweek med det karakteristiske røde logo det amerikanske magasinmarked. I dag 80 år efter fejrer nyhedsmagasinet ikke sin runde fødselsdag i magasinstandere rundt omkring i bladkiosker men derimod på iPads, Kindles og smartphones, skriver Berlingske.

I december sidste år overgav det legendariske ugemagasin sig nemlig til nettet og udsendte sin allersidste papirudgave, og Newsweek fylder derfor rundt i år på en helt ny platform. Det internationalt anerkendte magasin er det hidtil største medie, der har opgivet sin printudgave for udelukkende at gå over til en elektronisk udgivelse. I sine trykte dage var Newsweek det næststørste magasin i USA - kun overgået af Time Magazine - og havde i sin storhedstid et oplag på tre millioner.

80 år gammel symboliserer Newsweek nu den trykte presses fald. Magasinet er gået fra fire engelsksprogede udgaver og 12 internationale udgaver til én digitaludgave under navnet Newsweek Global, og oplaget var lige inden lukningen af printudgaven faldet til 1,5 millioner.

Magasinet skulle efter sigende have genereret et underskud på 22 millioner dollars for ejerne til sidst, og nu vil det vise sig, om nettet bliver Newsweeks redning.

»Et magasin, der snart fylder 80, bliver, når alle forandringerne bliver afsløret til februar, igen en energisk ung publikation, som inviterer sine læsere med ud til nyt og uudforsket land,« skrev chefredaktør Tina Brown i sin sidste leder.

I sine 80 år har Newsweek skildret verdenshistorien og har til tider lagt sider til aktivistisk og provokerende journalistik. Den første udgaves forside var prydet af syv billeder af både Hitler, præsident Roosevelt og Stalin, og siden har magasinet haft alt fra Beatles over Osama bin Laden til Jesus på forsiden.