Et ukendt antal gravrøvere har gravet ned i fire hidtil uberørte gravhøje ved Billund. Det er uvist, om de har stjålet danefæ, men gravene er ødelagt for eftertiden, siger museumsdirektør.

Fire gravhøje, der har ligget uberørte i Grindsted ved Billund i over 4.000 år, er nu blevet åbnet og måske blevet plyndret for, hvad der måtte være af danefæ i dem.

Museumsinspektør i Sydvestjyske Museer Niels Ahlgren kalder det en uoprettelig skade på dansk kultur:

»Det er en meget alvorlig forseelse at åbne en fredet gravhøj, der har stået uberørt siden bondestenalderen - det vil sige i 4.000-4.800 år. Og i denne sag er det ekstra alvorligt, fordi gravrøverne ser ud til at have udvidet det hul, de har lavet, og dermed har de gjort endnu større skade,« siger han.

De fire gravhøje er fredet, så arkæologerne har ingen viden om, hvad der lå af danefæ i dem. Ifølge Niels Ahlgren er det mest værdifulde, gravrøverne kan have taget med sig, nogle stenøkser, der kan koste op mod 12.000 kroner per økse.

»Man må godt sælge sådan en økse, hvis man har fundet den på en mark - og det er så godt som umuligt at bevise, hvor den kommer fra,« siger museumsinspektøren.

Selvom økserne er kostbare, er de dog ikke det mest værdifulde, man kan finde i danske gravhøje. Derfor tror Niels Ahlgren, at gravrøverne er gået efter de »forkerte« gravhøje.

»De fire høje indeholder ikke de mest værdifulde ting som guld og sølv. Det er først i gravhøje fra bronzealderen, man finder det. Så det er lidt pudsigt, at gravrøverne er gået i de fire høje her. De har godt vidst, hvor i gravene de skulle grave ned, men de har tilsyneladende ikke haft styr på typen af gravhøj,« siger han.

Samtidig understreger han, at gravrøverne har ødelagt arkæologernes mulighed for at få informationer ud af gravhøjene.

»Vi har ikke længere mulighed for at se på, hvad det er for en person, der er gravet ned - de værdier, de måtte have gravet op, er det, der fortæller os om personens sociale status. Det forstyrrer også hele vores billede af, hvordan gravhøjen er bygget op, og så kan vi heller ikke bruge gravhøjen som et arkiv for forskellige tiders vegetation,« siger han.

Sydvestjyske Museer vil nu rense de huller, gravrøverne har gravet, og så skal de fyldes op med jord igen. Sydøstjyllands Politi modtager gerne tip, hvis man har set eller hørt noget.