Remee fik en mareridtsagtig start på tilværelsen - men i dag er han dansk musiks absolut største gulddreng. Og i næste uge er han vært for det storslåede internationale Børne Melodi Grand Prix i København sammen med Camilla Ottesen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da Remee var tre måneder gammel, blev han afleveret af sin psykisk syge mor på en københavnsk politistation og siden bortadopteret. Han så hende aldrig mere, og da han var 12, blev hun myrdet. Siden er også hans biologiske far og adoptivmor døde.

Succesrig
Alligevel har Remee - ifølge ham selv - haft et usædvanligt lykkeligt liv, og i dag stråler han af lykke. Den 28-årige sangskriver er noget af det mest succesrige, der kan stampes op af jorden i Danmark.

I alt beregnes 10 millioner solgte album over hele verden at have fået et Remee-stempel med på vejen. S.O.A.P. har været en af hans største succeser, men han har også leveret sange til Blue og Robyn og senest Jamelia, blandt mange verdensnavne.

Herhjemme har blandt andre eye-Q og James Sampson nydt godt af hans evner. Og på hjemmefronten kører det ligeledes i olie. Han har slået sin egen rekord og har nu været kæreste med samme pige, Maria, i halvandet år, og han har en datter, Emma Imani, på fire med en anden pige.

Når Remee tænker på sin familie, så er adoptivforældrene »forældre«, mens han kalder sine biologiske forældre for sine biologiske forældre. Remee bliver en anelse mundlam, når talen falder på hans biologiske mor, som fik et så tragisk endeligt.

Intelligent mor
»Der stod i avisen, at hun var meget intelligent. Jeg tror ikke helt, jeg forstod det dengang,« kommer det spagfærdigt fra manden, som endnu ikke har forsket yderligere i, hvordan moderen rent faktisk kom af dage.

»Når jeg nu taler om det, har jeg svært ved at se, hvor låget skal lægges. Men det er enormt vemodigt at tænke på - en ensom følelse. Det er meget sørgeligt, men jeg har ikke rigtig dealet med det endnu.«

Lige nu har Remee ikke lyst til at rode op i mordet på moderen, men han regner med, at han senere hen bliver mere nysgerrig efter at finde ud af, hvem moderen var som person. »Det sker jo for mange adopterede, når de bliver lidt ældre,« siger han eftertænksomt og vender tilbage til sin barndom:

Grænseløs kærlighed
»Jeg fik grænseløs kærlighed og tryghed som barn. Min mor (adoptivmor, red.) var specialpædagog og havde så meget overskud, at hun oven i købet havde to autistiske børn i aflastning ud over mine to ældre søskende og mig,« fortæller Remee og tilføjer, at kærlighed og tryghed er det vigtigste, man overhovedet kan give et barn.

Flippet mor
»Og forskellighed! Jeg har oplevet så megen forskellighed i min barndom, og der ligger også en nøgle til lykken,« siger Remee, som i virkeligheden hedder Mikkel Sigvardt.

Forskelligheden består i Remees tilfælde af, at hans mor var noget flippet og samfundsorienteret, mens faderen er mere kunstnerisk. Han har et udstillingsfirma.

Parret med Remees biologiske ophav - psykisk syg dansk mor og en far fra Caribien - udgør det grundbyggestenene i Remees liv. Da Remee var 19, mødte han sin biologiske far, som var ivrig musiker, og han havde et tæt forhold til ham, til faderen for fire år siden døde af et hjetetilfælde.

»Han var en fantastisk mand, som elskede musik. Så musikaliteten har jeg helt klart fra ham.« Via sin far fik Remee kontakt til hele fem søskende, som faderen havde sat i verden udover Remee.

Død af kræft
Og for at det ikke skal være løgn, så ved han nu, at hans biologiske mor også fik et andet barn udover Remee. Men vedkommende har Remee ikke mødt og ved ikke hvor er.

Selv om Remee trods sin baggrund surfer på livets glade og kreative side, så er der en sorg, han aldrig slipper. Og det er tabet af sin elskede adoptivmor, som døde af kræft for et par år siden.