Den 68. filmfestival i Cannes, verdens mest prestigefyldte filmfestival, blev søndag aften afsluttet med tildelingen af Guldpalmen til filmen »Dheepan«, der handler om en srilankansk flygtning i Paris.

Ikke mange havde haft denne film som palmefavorit, der må betegnes som et overraskende valg af af juryen, der blev ledet af Joel og Ethan Coen.

Forventningerne om at juryen, der også talte skuespillere Sienna Miller og Jake Gyllenhaal, ville have valgt en mere konventionelt underholdende film, blev derfor gjort til skamme af et valg, som af nogle publikummer blev opfattet som et »politisk valg«.

Den franske instruktør Jacques Audiard, der er mest kendt i Danmark for filmene »Profeten« og »Smagen af rust og ben«, så selv overrasket ud, og takkede sine to srilankanske hovedrolleindehavere og sin far.

Andenpræmien, Grand Prix, blev tildelt til debutanten Laszlo Nemes, hvis KZ-lejr film »Son of Saul« mange havde anset som en af de mest oplagte vindere af festivalkonkurrencen.

Todd Haynes’ film »Carol«, der var de fleste anmelderes favorit til Guldpalmen, måtte nøjes med en Bedste Kvindelige Hovedrolle til Rooney Mara, en pris der blev delt med den franske skuespillerinde Emmanuelle Bercot. Det havde ellers været ventet, at »Carol«s anden store kvindelige skuespiller, Blanchett, ville blive belønnet for titelrollen.

Med i opløbet var også norske Joachim Trier med filmen »Louder Than Bombs«. Han var det eneste skandinaviske islæt i kampen om Den Gyldne Palme, men trods velvilje fra anmelderne var der ingen priser til den..

Blandt de øvrige priser var Prix du Jury (tredjeprisen) der gik til Yorgos Lanthimos »The Lobster«, bedste manuskript til Michel Franco for filmen »chronic« og Bedste Instruktør til den kinesiske Hou Hsiao Hsien for filmen »the Assassin«.

Bedste mandlige skuespiller gik til den franske skuespiller Vincent Lindon, der takkede for æren ved at kramme og kysse hver enkelt person i juryen.