Overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen har ikke i sinde til at bidrage til den ekstraregning på 58 millioner, der er opstået i forbindelse med afviklingen af Eurovision på Refshaleøen.

En ekstraregning på 58 millioner, som parterne bag Eurovision skal dele mellem sig. Det er en af de økonomiske hovedpiner, Wonderful Copenhagen, arrangøren af grandprix-festen på Refshaleøen, præsenterer i en redegørelse mandag.

Men den regning har Københavns Kommune ikke tænkt sig til at spæde til, slår overborgmester Frank Jensen (S) fast.

»Københavns Kommune er ikke forpligtet af underskuddet. Det er en sag mellem Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen, som er en selvejende erhvervsdrivende fond under Region Hovedstaden,« siger han i en pressemeddelelse.

Overborgmesteren kalder budgetskredet for »utilfredsstillende«.

»Der har ikke været styr på budgettet. Det er utilfredsstillende. Når København støtter et projekt, så skal der være orden i økonomien,« lyder det fra Frank Jensen.

Det var især projektet med at klargøre de gamle B&W-haller til det store arrangement, der endte med at koste uforudset mange penge. Direktør i Wonderful Copenhagen Lars Bernhard Jørgensen har peget på, at den post alene var skyld i 90 procent af budgetoverskridelsen.

Frank Jensen vil ikke forholde sig til, om det bør have konsekvenser for Wonderful Copenhagen, hvor en projektleder foreløbig er blevet fyret for miseren.

»Wonderful Copenhagen er en selvejende erhvervsdrivende fond under Region Hovedstaden, så det er Region Hovedstaden, der træffer afgørelse om hvilke konsekvenser, denne redegørelse skal have og dermed også, om der skal ske eventuelle ændringer hos Wonderful Copenhagen«, siger Frank Jensen.

Han glæder sig dog overordnet over arrangementet, som han mener, har brandet København positivt.

»Eurovision var som fest og show flot og har givet masser af gæster i byen og masser af positiv omtale af vores by jorden rundt. Det ændrer underskuddet ikke på, men selvfølgelig skal budgettet holde«, understreger overborgmesteren.

Region Hovedstaden har erklæret sig parate til at hjælpe Wonderful Copenhagen med afviklingen af gælden.