Er morgendagens »Zulu Rocks«-koncert i Parken en erstatning for den 19 år gamle rock-karavane »Rock Show« eller ej? I marts sagde bestyrelsesformanden for arrangøren Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard, at det »nye koncept med internationale navne« var en »satsning på »Rock Show« som en god forretning«. Men »Rock Show«-direktør Anders Hørsholt er ikke enig.
»Jeg vil ikke tages til indtægt for, hvad han (Don Ø, red.) har sagt. Men »Zulu Rocks« er ikke en afløser for »Rock Show«. »Rock Show« er bare ikke på turné i år, men det kommer det til næste år,« siger han.
»Rock Show« gav sidste år Parken S&E et underskud på 3,2 millioner kroner før skat og en negativ egenkapital med 1,8 mio. Sammen med billetbureauet e-billetters 5,6 mio. i underskud er det de eneste økonomiske fiaskoer i Parken. Den slags tolereres ikke gerne.
En enkelt koncert
Derfor kunne B.T. allerede i januar afsløre, at »Rock Show« blev til en enkelt koncert med internationale navne i en overdækket Parken. Og det ser ud til at blive en god forretning. Der er nemlig solgt 5.000 billetter mere end de 20.000, som Parken havde budgetteret med for et ønskeligt overskud.
Om det så er et »Rock Show« eller ej - sikkert er det i hvert fald, at den gamle rockkaravanes hjemmeside www.rockshow.dk er nedlagt og fører direkte videre til TV2 Zulus www.zulu.dk.
Zulu lægger navn til koncerten som en slags imagepleje over for de 15-30 årige, som lørdagens program er målrettet til med Black Eyed Peas og Mary J. Blige i front for danske rock-, hiphop- og R&B-navne som Tim Christensen, The Raveonettes, Outlandish, L.O.C. og Burhan G.
Galla-show
Zulu har tidligere slået sig op med galla-show og -premierer, tøjkollektioner, sommerbio, sankthans fest og Zulu Awards, og deres værter vil være yderst synlige i Parken. Ud over Casper Christensen og Frank Hvam som hovedværter skal man forvente både eksperter i amerikansk fodbold, »Modepatruljen« og børnenes Martin & Ketil.
De øverste tribuner vil være lukkede, så udover at der kun sælges 30.000 billetter, betyder det, at man modsat andre koncerter kan bevæge sig frit rundt i Parken. Ligesom arrangøren regner med, at det vil forbedre den berygtede dårlige lyd under taget. Showet varer fra klokken 15 til 24.
Billetter i forsalg koster 175 kroner plus gebyr via www.billetlugen.dk, eller man kan betale 220 ved indgangen. Men efterfesten med de amerikanske hiphoppere Dilated Peoples på Lille Vega er aflyst - billetter refunderes, hvor de er købt. den@bt.dk






















