Mick Jaggers første kone er bankerot og sælger en række breve, som en forelsket Jagger sendte hende i 1969.

10 kærestebreve forfattet af en meget forelsket Mick Jagger i sommeren 1969 bliver nu sat til salg på auktionen Sotheby’s i London, skriver avisen The Guardian.

Det er Marsha Hunt, Jaggers daværende kæreste og mor til hans første barn, der har valgt at skille sig af med de håndskrevne breve, som Jagger sendte til hende i månederne juli og august 1969, da han var i gang med at indspille filmen »Ned Kelly« i Australien. Marsha Hunt menes at være inspirationskilde til Jagger, da han skrev nummeret »Brown Sugar«, skriver B.dk.

I brevene skriver Mick Jagger blandt andet om Nijinski’s dagbøger og nogle digte af Emily Dickinson, som han er i gang med at læse, og han beskriver sin begejstring over at møde forfatteren Christopher Isherwood, Han skriver også om månelandingen, Isle of Wight Festivalen, hvor Bob Dylan laver sit store comeback og bandmedlemmet Brian Jones’ død.

Hunt siger, at hun har sat brevene til salg, fordi hun har brug for penge til at betale sin el-regning og reparationer på sit hus i Frankrig, hvor hun bor.

- Jeg er bankerot. Alle der tror, at jeg har masser af penge, ved ingenting om mig, siger hun til The Guardian.

På spørgsmålet, om hvad brevenes forfatter synes om hendes planer, siger hun:

- Det ved jeg ikke, men brevene er ikke hans. Dette er Micks egne ord. Det er en del af engelsk historie, det er rockhistorie, det er kulturhistorie og det er fakta. Og fakta er relevante, siger Marsha Hunt.

Salget af de 10 breve kommer meget passende i forlængelse af, at Stones netop har udsendt deres jubilæumsbokssæt »GRRR!« med to nye numre, og ifølge Sotheby’s forventes brevene at kunne indbringe et beløb på op til 930.000 kroner.