Foto: Lea Meilandt Mathiesen

Uden anden staffage end sin stemme holdt Rufus Wainwright københavnerne tæt på tryllebundet ind i mellem suppe, steg og is til et såkaldt dinnershow i Cirkusbygningen i København. Konceptet bestod i, at man mødte op for at spise og så optrådte en af vor tids mest spændende singer songwriters med to sæt ørehængere tilsat piano og guitar. En dosis mellem hovedret og dessert og et til kaffen.

Rufus Wainwright, Cirkusbygningen i København, onsdag d. 9. april.

Allright, man kan selvfølgelig også se det fra musikkens side. Maden var udelukkende forret til den musikalske hovedret, Rufus Wainwright. En sjælden original og velsmagende fisk i moderne popmusik. Han hyldes som en ny Elton John, men lyder egentlig mest som den følsomme side af en ung Billy Joel. Med kraften i stemmen til forskel. Wainwrights stemme er et instrument i sig selv. Han kan skifte fra det næsten skingre til den bløde flydende honning indenfor en frasering eller to og han fraserer frit, farligt og fabulerende for altid at ramme melodien igen i slutningen af sætningerne. Ofte i sidste øjeblik men altid stilsikkert.

Med omtrent to gange tre kvarters koncert kræver det normalt mere end blot en god stemme for at underholde uafbrudt. Hvad kan en solist med skiftevis et flygel og en guitar gøre ud over at synge sine sange som på en cd? Han kan være energisk, han kan være morsom eller inderlig. Rufus Wainwright var især det sidste. Den nye sang om skolekammeraten Zebylon og andet sæts chokstart med '11.11' fra 2003’s 'Want One' var højdepunkter af følsom inderlighed ligesom den afsluttende trio af numre før ekstranumrene. Som midtpunkt fik vi her Leonard Cohens 'Hallelujah' i en fortolkning, der spontant fik kvinderne på første række til at ae deres kærester i nakken og en enkelt følsom sjæl til at fælde en tåre. Måske fordi Wainwright også sang en sang på det romantiske hovedsprog fransk.

Rufus Wainwright sludrede tilbagelænet og selvironisk mellem numrene og viste et solidt kendskab til Danmark, hvor han har spillet mange gange de sidste par år. Koncerten i Cirkusbygningen fjernede tvivlen om størrelsen af Wainwrights talent, hvis det nogensinde har været til debat. Han kan som få putte personligt vildskab på banal popformel og alene med klaver og guitar stod det rå talent uslebent og strålende tilbage. Sangene og stemmen. Side om side og af og til smeltet sammen som the missing link mellem Elton John og Billy Joel.

Nu da Cirkusbygningen er blevet dekoreret med Wallmans tapet, det vil sige er blevet til en mellemting mellem en ølhal i München og et amfiteater, forventer man sig ikke meget af en koncert på stedet. Især ikke når den er pakket ind i tre retters mad og dermed er oppe på at koste en lille tusse. Lidt overraskende fungerer den kitschede kulisse godt som aparte men kulørte og originale omgivelser til Wainright, der sagtens kunne have haft sine berømte eller berygtede lederhosen på fra coveret til sidste års ”Release the Stars” for at fuldende oplevelsen
SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Prøv gratis i 30 dage