CD-titel: »Soft Dogs«
Artist: D-A-D
Selskab: EMI-Medley
D-A-Ds ottende album er en dorsk, dinglende dødbider.

Mon ikke det er lige præcis hér, guldalderfrasen »hvad fanden har de gang i?« er på sin plads. Vi var ellers mange, som proklamerede D-A-D genfødt, da de med deres forrige album, det ustyrligt veloplagte »Everything Glows« fra april 2000, udgav deres bedste plade i ti år.

Uheldigvis står det - selv efter talrige gennemspilninger af bandets spritnye album »Soft Dogs« - klart som det gullige mønster på indlandsisen efter en trængende isbjørn, at D-A-D har fulgt »Everything Glows« op med deres dårligste og mest uinspirerede udgivelse nogensinde.

D-A-Ds ottende studiealbum savner næsten totalt det fremskudte frontparti, den stejlende stolthed og den insisterende »up and at 'em« og »vi-tager-færre-fanger-end-Djengis-Khan« attitude, man ellers med glæde har forbundet D-A-D med i alle disse år. I stedet får vi på »Soft Dogs« fire flade hunde, som lige akkurat kan mande sig op til toethalvt rocknummer (»Une Frappe Sur La Tête«, »Hey Little Airplane« og så det halve: »What's The Matter?«), og selv om de sange såmænd er rock på rutinen, er det alligevel dem, der sammen med den nogenlunde holdbare powerballade »The Truth About You« redder de to stjerner hjem til D-A-D.

Resten af albummet udgøres af otte trætte og uinspirerede ballader, som slæber sig af sted som anskudte skildpadder. Skal ballader have berettigelse, skal de nødvendigvis være melodisk medrivende og ørehængende, men det er der - selv efter i omegnen af ti gennemspilninger - ingen af disse, der er. Den udtryksfulde sanger Jesper Binzer kæmper en beundringsværdig kamp for at ånde nødvendighed ind i sangene, men med dette materiale er manden på en umulig mission.

»Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Jeg tror det,« som en vis tidligere statsminister yndede at fyre den af.

Hér vil D-A-D formentlig selv indvende, at jeg kun har skrevet denne anmeldelse sådan hér, fordi jeg er et forbenet og forbandet firserfjols. I det stykke skal jeg så blot konstatere, at det næppe står i min magt aften efter aften på D-A-Ds turneer at tvinge publikum til - som de vitterlig gør - at gå mest amok til de hårde(re), ørehængende rocknumre.

Selvsagt har jeg fuld forståelse for bands' behov for at udvikle sig. Problemet er bare, at »Soft Dogs« på ingen måde ligner en naturlig udvikling, men snarere et ucharmerende forsøg på at hægte sig på tidens trang til afdæmpet, melankolsk »classic rock«. Det ligner en afvikling snarere end en udvikling, og det kan ikke undskyldes med, at D-A-D er blevet »voksne«. Der findes adskillige endnu mere (vel)voksne bands end D-A-D, som sagtens kan finde ud af at spille rock stadigvæk. Og det kunne D-A-D i øvrigt også selv så sent som for små to år siden på »Everything Glows«.

Kan det være rigtigt, at lukkeloven simpelthen har indhentet Disneyland? For hvis denne dorsk dinglende dødbider af en plade er noget at gå efter, så er festen simpelthen forbi. Og når man tænker på, hvor mange fede parties dette ellers så fremragende foretagende har været vært for i årenes løb, så er dét en decideret deprimerende konklusion at nå frem til.

Og det skal man høre fra den journalist i Danmark, som sandsynligvis har skrevet mest - og mest positivt - om D-A-D i årenes løb? Ja, det skal man, og det gør i øvrigt ondt, rigtigt ondt!

»Soft Dogs« udkommer i morgen, og D-A-D indleder Danmarks-turné i Roskilde Hallerne torsdag.