Efter en uge med sit nye nummer begyndte Shira Barlow at modtage opkald og sms-beskeder fra fremmede, der ønskede 'Paris' tillykke med fødselsdagen, ønskede at blive skrevet på de hotte natklubbers gæstelister og ville have informationer om, hvor stjernerne skulle fyre den af i weekenden.
Det undrede den unge kvinde. Men da hun fik tjekket mobilnummeret hos selskabet, fandt man ud af, at det var Paris Hiltons gamle nummer. Og det forklarede de mystiske sms'er og opkald.
Det skete i februar i år, men Barlow får stadig beskeder fra fremmede, der hævder at være tæt på den blonde babe, skriver Los Angeles Times.
Især da Paris Hilton kom bag tremmer strømmede det ind med sms'er. På trods af de mange beskeder har den unge kvinde ikke planer om at skifte nummer igen.
Det vides ikke om, Shira Barlow har modtaget beskeder fra ægte kendisser. Men måske håber hun, at det sker en dag - og derfor beholder hun angiveligt sit nuværende nummer.





















