Der var frynser og flæser i overflod fredag aften, hvor elleve par blev til ti i Vild med dans.

København. To sensuelle salsaer, tre rappe quicksteps, tre temperamentsfulde tangoer og tre svingende jives var hvad de elleve tilbageværende par bød på i fredagens udgave af Vild med dans. Tredje program blev samtidig første gang, hvor alle resterende dansere kæmpede mod hinanden.

Nu er der ti par tilbage, for efter en omdans mellem tv-værten Lene Beier og partneren Frederik Nonnemann og fægteren Patrick Jørgensen og partneren Jenna Bagge måtte fægteren takke for dansen og forlade programmet.

Aftenens helt store underholdningsindslag kom ifølge dommer-kvartetten fra instruktør Søren Fauli og hans partner Karina Frimodt. Parret dansede nemlig deres jive til titelmelodien fra tv-serien "Pokémon", hvilket en storgrinende Nikolaj Hübbe kommenterede:

- Du har fundet din indre musikalske Pokémon. Det var lidt slasket først, men så fik du styr på det, sagde en storsmilende balletmester til parret, der sidste uge overlevede en omdans.

Der var også store smil og svingende hofter at spotte hos skuespillerinde Laura Bach og hendes dansepartner Michael Olesen. Men bag kulissen så det anderledes ud.

Laura Bach havde nemlig været en tur på hospitalet tidligere på dagen for at få lagt to blokader i håb om, at det ville lindre store smerter i hofterne.

Alligevel nåede parret efter dommernes point op på en delt andenplads med 18 point.

Hos tv-kokken Gorm Wisweh var det ikke smerter, der hæmmede aftenens dans. Det var derimod den famøse klap, der gik ned. Sammen med partneren, Sofie Kruuse, måtte han derfor nøjes med 8 point for deres quickstep og det gav en sidsteplads i dommernes regnskab.

Alt imens kunne sangerinden Julie Berthelsen danse sig til tops med 18 dommer-point og afslutte fredagens program på en førsteplads sammen med sin partner Marc Mariboe Christensen.

Efter Patrick Jørgensen og Jenna Bagges exit, er der nu ti par tilbage i konkurrencen.

/ritzau/FOKUS