De vinker formentlig farvel til en omsætning på 100 mio. kr., hvoraf halvdelen er overskud. Det er de penge, de kunne have tjent, hvis de havde lavet en ny opsamling af Greatest hits i et 30 års jubilæumsshow i 2009.
Det er i hvert fald omtrent, hvad de tre herrer tjente på deres sidste jubilæumsshow i 2004. Her viste det sig, at den velkendte komiske recept i den grad holder, når de indtager Cirkusbygningen – selv om man skulle tro, de var blevet overhalet indenom af hurtigtsnakkende yngre stand up komikere.
Men nej. Succes-maskinen kørte som smurt, og de tre gulddrenge solgte ca. 330.000 billetter til ca. 500 kr. stykket. Oven i de 100 mio. kommer tv-rettigheder, salg af dvd og videoer for anslået 20 mio. kr. ekstra. Manager Niels Wenkens er en skarp forhandler, når det gælder tv-rettigheder.
Fire poser penge
Linie 3 har i årevis haft som princip, at de deler indtægterne med den mangeårige ven og manager Wenkens. 25 pct. til hver af 60 mio. løb op i 15 mio. kr. til hver.
Det fordoblede i 2004 den samlede registrerede Linie 3-formue som indtil da kunne opgøres til ca. 45 mio. kr. inklusive ejendomsværdien af deres huse. Meget passende hedder deres fælles selskab Platin ApS.






















