Dansksproget musik lever igen efter ti års dødvande. En bølge ruller af sted. Kan ikke stoppes. Bliver større. Larmer mere. Går i selvsving.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Og afføder nye bølger. Sådan går det også for tiden med en flod af dansksprogede pop-rock-debutanter, der hitter. Sangskrivere som Tue West, Johnny Deluxe, Nephew og Juncker.»Det måtte ske, for disse kaotiske verdenspolitiske tider medfører en optagethed af, hvad det vil sige at være dansk. Man har brug for at bekræfte en national identitet, som man ikke kan klare ved kun at købe de gamle navnes genudgivelser,« forklarer magister i musikvidenskab Henrik Marstal, der har skrevet flere bøger om musik.
Den nye bølge har rejst sig fra et hav, der var udtørret i årevis, siden første strint kom i 1967, da Steppeulvene som de første viste, at rock også kan fungere på dansk.
I 70erne fulgte Søren Kragh Jacobsen, Sebastian, Gasolin, Gnags, Shu-Bi-Dua, Tøsedrengene og Anne, Sanne og Lis. Så kom den store guldalder i 80erne med TV-2, Danseorkestret, Rugsted & Kreutzfeldt, Halberg Larsen, One Two, Dodo, News, Alberte, Thomas Helmig, Allan Olsen, Johnny Madsen og Lars Lilholt.
Og så ingenting....
Og så: Stort set ingenting i et helt tiår. Sanne og Helmig begyndte at synge engelsk. Grunge-bølgen blev aldrig dansk. Og pladeselskabernes krise startede et ræs efter internationale gennembrud. Omkring årtusindskiftet kom så Rollo & King og Christian Brøns.
Samt det der for alvor betød noget, Danmarks Radios årlige cd-udgivelse »Karrierekanonen«. Et fremstød for ny, dansksproget musik fra debuterende navne som spilles ivrigt på P3 og P4. Tue West, Johnny Deluxe og senest Rasmus Nøhr kommer derfra.
»Den politiske beslutning om, at DR skulle gøre noget for dansksproget musik har betydet meget. Pludselig var der et sted, man kunne udkomme uden om de store internationale selskaber, der kun ville satse på hits i udlandet. Og her er vi så nogle, der har et budskab, vi gerne vil have frem,« siger Rasmus Nøhr.
Solodebuterende Peter Sommer har også nydt godt af den danske satsning på P3 med hans »Valby Bakke« som Ugens Uundgåelige.
»Stien til gennembruddet er blevet lidt bredere for mig. Der blev skrevet meget om mit band Superjeg, men nu er radioen gået på, og det betyder meget,« indrømmer Sommer.
Den tid vi lever i
Mens en tredje aktuel debutant, Morten Bay, mener, at bølgen mere handler om rock end dansk sprog. Og så er der også den tendens, at næsten alle de nye navne ikke kun skriver kærlighedssange, men også har budskaber om nationens tilstand og den tid, vi lever i.
»Der har jo hele tiden været dansk lyrik i hiphoppen og hos for eksempel Blå Øjne og Souvenirs. Men nu rykker rocken, og hvis rock skal batte, skal det have noget mere end klynkekærlighed. Der skal være noget pegen fingre, og det vil jeg gerne være med til,« fastslår Bay.
»Plads til flere genrer giver også plads til det politiske, og når man har chancen for at blive hørt, går man lidt dybere i det,« mener Peter Sommer og støttes af Rasmus Nøhr: »Vi skal stå frem med vores budskaber om vores nære samfund. Hvis vi bare holder os til MTV, ender vi jo bare som den 53. amerikanske stat.«
For Henrik Marstal er den nye bølge bare ikke politisk nok. Han ser en tendens i genindspilninger af Christiania-sange og Outlandish' version af Liva Weel og Poul Henningsens »Man binder os på mund og hånd«.
»Men den næste bølge kan være noget, der er mere politisk. Igen set i forhold til den verdenspolitiske situation,« siger Marstal der i øvrigt var bassist i et af 90ernes eneste nye dansk syngende bands med betinget succes, Ibens, som gør comeback næste år.
den@bt.dk
