Noget tyder på, at Erik Damgaard og Anni Fønsbys candyfloss-tilværelse er ved at gå i opløsning. Først endte eventyret om Anni mirakelbaby i en ufrivillig abort lige før jul, og nu sælger parret deres stutteri.
- Jeg ved ikke noget om, hvorfor de sælger, men tiderne er jo vanskelige for alle, fortæller ejendomsmægler Ole Lindgreen, der står for salget af den stråtækte idyl på Gunderødvej i Hørsholm.
Stutteriet er endnu ikke lagt ud på Ole Lindgreens hjemmeside, hvor en perlerække af land- og lystejendomme – mange i millionær-klassen – er tilgængelige for den kræsne og ikke mindst velhavende køber. Men det sker inden for et par dage.
Gav selv 20 mio.
- Der er blevet taget billeder derude i dag (i går, red.), så ejendommen kommer på nettet i løbet af ugen. Den bliver sat til salg for 20 mio. kr., som også var den pris, Erik Damgaard gav for stutteriet, da han købte det for halvandet år siden. Men i mellemtiden er der ofret penge på den, forklarer Ole Lindgreen, som på trods af finanskrisen er optimistisk i forhold til at finde en køber.
- Det er en pragtfuld trelænget ejendom med et stort, fint ridehus med plads til flere end 20 heste. Så jeg forventer, at den bliver til at sælge, siger Ole Lindgreen.
Det er ikke meget mere end et halvt år siden, at Erik Damgaard sidst fik en stor bolighandel i hus. Det skete, da han indkasserede svimlende 75 mio. kr. for pragtvillaen 'Bella Vista' i Hellerup, som eksbokseren Hans Henrik Palm købte.
Dengang fortalte Erik Damgaard til B.T., at han og Anni nu ville bosætte sig på stutteriet. Men nu letter det flyvske par åbenbart også fra denne kærlighedsrede.
Har lejet Gentofte-villa
Så sent som i sidste uge kom det ellers frem, at Anni Fønsby søgte efter et par ekstra hjælpende hænder til stutteriet på en international au pair-hjemmeside. Personen skulle hjælpe den filippinske mand, parret i forvejen har ansat, med blandt andet rengøring, tøjvask og madlavning.
Selv om stutteriet nu ser ud til at være fortid for Anni Fønsby og Erik Damgaard, tyder intet dog på, at de bliver hjemløse, når den trelængede gård får ny ejer. Siden november har parret nemlig lejet sig ind i en mindre prangende bolig i Gentofte.
Denne villa er ejet af Peter Forchhammer, der i øvrigt har villaen sat til salg.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Anni Fønsby eller Erik Damgaard.




















