Skildpadden blev for stor og vild til akvariet hjemme hos sangeren. Nu bor den i Danmarks Akvarium

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvis der er noget, der kan gøre Erann DD i godt humør, så er det, når han besøger sin skildpadde, Dykker-Kaj, på Danmarks Akvarium. Dykker-Kaj, som er en snapskildpadde, har været i pleje i Danmarks Akvarium det seneste år, efter at den var blevet for stor og stærk til Eranns akvarium derhjemme.

»Jeg savner ham meget, og det er altid en fornøjelse at komme herud og hilse på ham,« fortæller en glad Erann DD. Han købte Dykker-Kaj som lille i 1998.

»Jeg har altid haft akvarier derhjemme, men jeg syntes, jeg manglede noget andet end bare fisk i det. Så hørte jeg om snapskildpadden, som lød lidt mere spændende end en almindelig sumpskildpadde.

Smadrede låget
Men sidste år var han simpelthen blevet for stor til akvariet. Han smadrede simpelthen glaslåget på det. Desuden løftede han på et tidspunkt låget af og bed i de elektriske installationer og fik stød,« fortæller Erann.

Erann var meget fascineret af sit nye kæledyr. Ikke mindst hvor god den var til at holde sig neddykket under vandet. »Den kan holde vejret i imponerende lang tid. Jeg begyndte at tage tid på et tidspunkt. Hans rekord er 59 minutter.

Det er af samme grund, den fik navnet Dykker-Kaj. Det passede perfekt til ham,« lyder det fra Erann med næsten faderlig stolthed i stemmen. Som Erann DD også erfarede, er en snapskildpadde en aggressiv lille bandit. Den har fået sit navn, fordi den skyder sin lange hals frem og snapper sit bytte med et hårdt bid.

Når den først har bidt sig fast i sit bytte, slipper den ikke igen. Den er så kampivrig og aggressiv, at i naturen undgår selv krokodiller sammenstød med snapskildpadder. I Danmarks Akvarium bliver Dykker-Kaj da også behørigt fodret med tang. Man skal passe på sine fingre i nærheden af skildpadden.

Vild med vand
»Jeg håber at få Dykker-Kaj hjem igen en dag. Jeg har et anneks, hvor jeg godt kunne tænke mig at bygge et stort akvarium ind i væggen. Jeg skal faktisk have en af mine venner her fra Danmarks Akvarium ud at kigge på muligheden for at opbygge det.

Jeg har altid været vild med fisk og akvarier. Det giver sådan en dejlig indre ro at sidde og kigge på fiskene og boblerne i vandet,« siger Eran DD - for tiden også travlt optaget med den sang, han skal lave til kronprins Frederik og Marys bryllup.