En norsk sprogprofessor hævder, at engelsk er så præget af skandinavisk, at det i virkeligheden er et skandinavisk sprog.
Da vikingerne fra Danmark og Norge kom, så og sejrede i England og Skotland, gav de dødsstødet til det lokale, gammelengelske sprog, angelsaksisk.
Dermed stammer det moderne engelske sprog ikke som hidtil antaget fra angelsaksisk, der blev bragt til de britiske øer af de nordtyske angelsaksere i 400-tallet. Det stammer derimod fra de skandinaviske vikinger fra blandt andet Danmark, der i 800- og 900-tallet skabte den danskdominerede Danelagen i store dele af det østlige og nordøstlige England.
Sådan lyder det overraskende, men også omdiskuterede budskab, fra sprogprofessor Jan Terje Faarlund, Universitetet i Oslo. Han mener, at der er så mange strukturelle, ordmæssige og grammatiske ligheder mellem engelsk og nordgermanske sprog som dansk og norsk, at engelsk mere er et nordgermansk sprog end et vestgermansk, sådan som det hidtil er blevet betragtet, skriver Berlingske.
For eksempel er ordstillingen ens i Skandinavien og i England, således at objektet kommer efter verbet i en sætning som »jeg har læst bogen« eller »I have read the book«. På tysk, altså vestgermansk, lyder sætningen »ich habe das Buch gelesen« med verbet til sidst i sætningen.
Sprogprofessoren fremhæver i en artikel i tidsskriftet Apollon fra det norske universitet en lang række andre eksempler, der efter hans mening til sammen gør, at engelsk i dag er skandinavisk.
Ifølge Jan Terje Faarlund kan det være med til at forklare, hvorfor det er så forholdsvis let for nordmænd og andre skandinaver at lære engelsk.
- De fejl, andre begår, undgår vi, fordi grammatikken i høj grad er den samme, siger han.
Der er dog delte meninger om meldingen fra Norge. Ifølge navneforsker Peder Gammeltoft, Københavns Universitet, går Jan Terje Faarlund »alt for langt«.
- Men det er da rigtigt, at der er en stor indflydelse fra skandinavisk til engelsk. Det gælder for eksempel nogle helt centrale ord i sproget som mor, far og søster, der går igen på begge sprog, siger han og beskriver de sproglige udviklinger på de to sider af Nordsøen »samtidige, men tilfældige«:
- Som jeg ser det, hører engelsk stadig til vestgermansk. Det er ikke et nordisk sprog. Men det har masser af nordiske ord i sig, akkurat som det er præget af fransk og latin.
Peder Gammeltoft fremhæver, hvordan stednavne i det nordøstlige og østlige England også er præget af vikingerne. Eksempelvis er der omkring 750 sognebyer, der ender på by, blandt andet Grimsby.
Vikingeekspert Søren Michael Sindbæk, Aarhus Universitet, kalder det »åbenlyst markant«, hvilken betydning vikingerne har haft i England. Både sprogligt og kulturelt. Han fremhæver, at der i den berømte »Doomsday Book« fra 1080erne optræder mange personnavne i det nordlige England, »der ikke er af angelsaksisk, men skandinavisk oprindelse«. Dertil kommer, at detektorfund afslører, hvordan datidens engelske mode fulgte den danske.
- I Yorkshire hedder en bæk ikke en stream, men en beck. En eng hedder ikke en meadow, men en eng, siger han til Berlingske.
