Skuespilleren Gerard Butler tilbringer fredagen i København, hvor han er på hårdt arbejde som parfumemodel.

København: Han smelter danske pigehjerter på stribe i "PS. I Love You" og er manden bag den berømte filmreplik "This is Sparta" fra voldsorgiet "300". Nu er den skotske skuespiller Gerard Butler i København for at promovere herreparfumen Hugo Boss Bottled, som han er kampagnefigur for.

- Det har simpelthen været en drøm at blive parfumemodel siden jeg var dreng, joker Gerard Butler foran et halvt hundrede danske og internationale bloggere, da han tidligere på dagen står i Boss Store i det indre København.

Men selv om kvinderne flokkes om den mørkhårede skotte, betyder arbejdsforpligtelserne også, at han ikke har mulighed for at se meget af den danske hovedstad. Det sker faktisk kun, når han kører igennem gråvejret fra det ene parfume-event til det andet.

- Jeg har desværre ikke noget fritid, mens jeg er her, siger Gerard Butler med henvisning til, at de mange arrangementer med det tyske modehus er lig med et tætpakket skema.

Efter endnu et "meet and greet" med sine fans på luksushotellet D'Angleterre er der dog plads i tidsplanen til en frokost, inden han skifter rullekrave og tweed-blazer ud med et sort jakkesæt.

Flankeret af flere bodyguards stiger han senere ud af den sorte Mercedes foran Magasin på Kongens Nytorv, som har fragtet ham den korte tur fra hotellet længere henne ad gaden.

Og på trods af, at "300"-skuespilleren tydeligvis går op i at følge tidens trends, har han ikke siddet på stolene ved catwalken til Copenhagen Fashion Week, som løber af stablen i denne uge.

- Jeg vidste faktisk ikke, at der var modeshows i denne her uge, så dem har jeg ikke været til. Men jeg ved heller ikke så meget om dansk mode, siger Gerard Butler.

/ritzau/FOKUS

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook