Særligt to hændelser har inspireret journalisten Jan Eriksen til at skrive en ny krimi om børn, ’Alt det som ingen ser’, der bliver solgt, kidnappet og misbrugt i en pædofiliring, der trækker tråde fra det mondæne Danmark til mafiaen i Rusland.

Den første hændelse fandt sted tilbage i begyndelsen af 1990’erne, hvor den nuværende BTMX-redaktør Jan Eriksen var redaktør for ungdomsmagasinet Chili.

En dag kom en kollega ind på redaktionen og fortalte, at hun havde været til en fest, hvor hun havde mødt en ung kvinde med tatoveringer og piercinger, som var tilknyttet et alternativt modelbureau. Kvinden fortalte, at hun en dag havde fundet en rød mappe med billeder af små børn, der blev skændet. Misbrugt. Hun havde efterfølgende fundet ud af, at billederne var blevet produceret i en villa i Nærum.

Den unge kvinde ville ikke gå til politiet med sagen. Derfor tog to unge skribenter fra Chili ud på adressen, hvor de blev mødt af en ældre dame, der var klædt ud, som var hun årtier yngre. Hun bad dem om at skride.

Senere kontaktede Jan Eriksen en bekendt, som på det tidspunkt arbejdede hos PET, og oplyste ham om sagen. Noget tid efter kunne han i medierne læse om en mand, der var blevet anholdt med mistanke om at stå bag en pædofiliring.

Om der har været en sammenhæng, ved Jan Eriksen ikke. Men hændelsen bed sig fast i hans hukommelse og har siddet der i mere end 25 år. Nu har den udmundet sig i inspiration for krimien ’Alt det som ingen ser’, hvor omdrejningspunktet er en blot fireårig pige, som bliver kidnappet, hvorefter man blandt andet følger politiarbejdet med at finde hende, ligesom det trækker tråde til den russiske mafia. Bogen er en selvstændig fortsættelse af hans debutroman ’Smuk som et nakkeskud’, der udkom i 2014.

»Den hændelse må have påvirket mig ret meget, selvom det bare var et lille kapitel i en dagligdag, hvor der skete rigtig meget efterfølgende. Men jeg har hele tiden vidst, at det var noget, jeg ville bruge til et eller andet,« fortæller Jan Eriksen og fortsætter:

»Jeg tror også, det handler om, at min datter på det tidspunkt var et-to år, og tanken om, at nogle forældre på den måde sælger deres børn til den slags... Det påvirkede mig meget. Det støder mig bare helt vildt, at det findes.«

Den anden hændelse fandt sted den 3. maj 2007. Den aften forsvandt den blot tre-årige engelske pige Madeleine ’Maddie’ McCann fra sin seng i en ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal, mens hendes forældre sad og spiste på en restaurant tæt derved.

Hun er endnu ikke blevet fundet.

Den episode inspirerede til dels også Jan Eriksen.

»Jeg interesserede mig en del for sagen, da den kom frem. Og jeg må indrømme, at jeg, som mange andre, umiddelbart mest tænkte på det med forældrene, der forlod de sovende børn. Det inspirerede os blandt andet til en artikel i BT om forældres ansvarsfølelse under ferier. Jeg husker en rejseleder, der sagde, at han havde haft nogle få gruopvækkende oplevelser. Men kun de to forældre ved, hvad der helt præcis skete før, under og efter, de forlod lejligheden i Portugal. Jeg anklager bestemt ikke nogen i min bog, for det har jeg ingen som helst forudsætninger for at kunne. Men spørgsmålet, ’hvad skete der med Maddie’, har siddet i baghovedet, da jeg skrev bogen,« fortæller han.

Jan Eriksen begyndte at skrive bøger sideløbende med sit arbejde på Dagbladet BT for syv år siden. Den første bog, ’Smuk som et nakkeskud’, opstod i hans tanker på et tidspunkt, hvor han var sygemeldt med stress og tilbragte en stor del af sin tid med at ligge og drøne rundt på sin cykel.

»Pludselig en dag satte jeg mig ned for at læse en bog, som jeg havde fået anbefalet, og så tænkte jeg: ’Næh, det er sgu sjovere at gøre det selv’,« forklarer han.

Han er dog klar over, at nogle nok vil synes, det er lidt ’kliché-agtigt’ med en journalist, der synes, han skal være forfatter. Især krimiforfatter.

»Jeg har bare været så heldig med det her, at der er nogen, der vil udgive det. Det lyder enormt flatterende og fascinerede at kunne leve af at skrive, men jeg gør mig ikke nogen illusioner om at komme til det. Det er en hobby,« slår han fast.

Hvis bogen skulle give ham overskud, vil han donere ti procent af det til Red Barnet, ligesom han kunne tænke sig at arbejde videre med problematikkerne omkring trafficking (menneskehandel, red.) og sætte fokus på det, når han engang får tid.

»Der vil selvfølgelig være nogen, der har en drøm om, at det vil kunne påvirke noget, når man udgiver noget, men jeg tror ikke, man kan lave om på alt muligt med en bog, der måske bliver læst af ganske få mennesker. Men hvis man kan skabe bare en lille smule fokus, så er der måske nogen, der husker det næste gang,« forklarer han og tilføjer:

»På den måde tror jeg ikke, at kunst kan redde verden. Men man kan måske lave nogle små nålestik, som gør så ondt på dem, der får dem, at man husker på det bagefter.«

Krimien ’Alt det som ingen ser' udkommer den 31. maj som e-bog hos People’s Press.

Jan Eriksen.
Jan Eriksen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere