Los Angeles. Den australske sangerinde Sia er ikke kun berømt for sin populære musik. Hun er også kendt for sine mærkværdige optrædener, hvor hun ofte skjuler sit ansigt.

Men der var hverken mystik eller ramaskrig, da den verdensberømte musiker for nylig annoncerede, at hun og husbonden Erik Anders Lang har besluttet sig for at gå fra hinanden efter to års ægteskab. Det skriver det amerikanske medie People.

- Efter flere overvejelser har vi vagt at gå fra hinanden. Vi er dog fast besluttede på at forblive venner, siger parrets repræsentanter til People.

Sia, der står bag hitnumre som "Breathe Me" og "Move Your Body", blev gift med Erik Anders Lang i august 2014 - blot to måneder efter, at parrets forlovelse blev afsløret på Instagram.

Vielsen fandt sted under en privat ceremoni i sangerindens hjem, der ligger i den amerikanske by Palm Springs i Californien.

På trods af, at "Chandelier"-sangerinden nu har lidt knas i kærlighedslivet, har hun stadig fart over feltet.

40-årige Sia er nomineret til at modtage en Grammy-pris ved næste års prisuddeling.

Sia er nomineret i kategorien årets bedste album for "This Is Acting", der blev udgivet i januar 2016.

/ritzau/FOKUS