Skuespillerinden Jena Malone, der spiller med i Nicolas Winding Refns nye film, er blevet mor til sit første barn.

København: Skuespillerinden Jena Malone, der spiller en stor rolle som skinsyg makeupartist i Nicolas Winding Refns nyeste film "The Neon Demon" og desuden er kendt som dyster dræber i filmen "Hunger Games", er blevet mor til sit første barn.

Det er på det sociale medie Instagram, at den 31-årige Hollywood-kendis har annonceret fødslen af sin lille søn, som kom til verden i weekenden, skriver det amerikanske medie ABC News.

- Den bedste weekend i vores liv! Hvilken utrolig velsignelse at blive valgt af denne fantastiske, rare, blide og smukke sjæl til at være hans forældre, skriver skuespillerinden og beskriver de følelser, der går gennem parret.

- Ydmyge og i total ærefrygt over, at vi kommer til at opleve den allerældste og ophøjede kærlighed, der eksisterer, skrev skuespillerinden til et billede af den nybagte familie på det sociale billeddelings-medie.

Sønnen har hun fået sammen med kæresten, Ethan DeLorenzo, og parret har allerede besluttet, at familiens nyeste medlem kommer til at lyde navnet Ode Mountain DeLorenzo Malone.

Det var også på Instagram, at Jena Malone tidligere på året annoncerede sin graviditet. Jena Malone kan fra den 9. juni opleves i Refns "The Neon Demon".

Se skuespillerindens billede på Instagram her: https://www.instagram.com/p/BGFAqLrIhTI/?taken-by=jenamalone

/ritzau/FOKUS