Det danske rockband Dúné er gået fra syv til tre medlemmer. Det har tæret hårdt på de resterende medlemmer.

København. Med 15 år, tre plader og flere turnéer i bagagen har det danske rockband Dúné været mere igennem end de fleste på deres alder.

Fredag den 23. september udkommer deres fjerde album, "Delta", som bandet har arbejdet på i fire år. Undervejs i processen har bandet droppet en helt færdig plade for at nå frem til præcis den lyd, som kendetegner en ny æra for Dúné.

Men selv om bandet har haft stor succes i både ind- og udland, har der også været mange hjertesorger gennem tiden.

- At sige farvel til et gammelt bandmedlem er ligesom at slå op med sin kæreste, måske endda værre, siger Dúnés bassist Piotrek Wasilewski.

- Det er en barsk samtale, når man har bestemt sig for at gå ud af bandet eller slå op. Man har allerede haft det dårligt og arbejdet med negative følelser. Så kommer dagen, hvor man tager snakken, og det er barskt. Tiden derefter er også hård, men det bliver bedre med tiden, siger den polskfødte bassist.

Særligt da bandets trommeslager, Malte Aarup-Sørensen, forlod Dúné i 2011, tog det hårdt på de resterende medlemmer.

- Vi var rigtig gode venner, men så snart vi kom ind i øvelokalet, kunne vi ikke finde ud af det. Det er ikke for at pege fingre ad nogen, for vi var lige gode om det, siger forsangeren for Dúné, Mattias Kolstrup, og fortsætter:

- Det kan vi se nu, men dengang var det bare uforløst, og det gik ikke længere. Det var rigtig ærgerligt, for han er en fremragende trommeslager og pissegod ven, siger "Dry Lips"-sangeren, som har kendt Malte Aarup-Sørensen stort set altid.

- Jeg lærte ham at kende til babysvømning, så at gå fra at se hinanden hver eneste dag til ikke at se ham overhovedet og ikke vide, om jeg skulle se ham igen. Det var ikke spor sjovt. Det var hårdt, siger Mattias Kolstrup.

Piotrek Wasilewski er enig.

- Da Malte forlod bandet, var det virkelig hårdt. Vi snakkede ikke sammen i over halvandet år, men han sendte eksempelvis lige en videohilsen i Aftenshowet forleden. Det er helt cool, siger han.

I alt har Dúné mistet fire faste bandmedlemmer, men også crew-medlemmer har indimellem været hårde at sige farvel til. Det er dog ikke alt sammen, der har været hårde break-ups.

- De fleste er gået med gode minder og et smil på læben. Man kommer stærkere ud på den anden side, og der er ikke nogen, vi ikke snakker med, siger Piotrek Wasilewski.

Dúné mener, at bandet er bedre end nogensinde før.

- Det har aldrig været federe at være Dúné, end det er nu. Den kreative proces flyder meget nemmere. Jeg har aldrig gået mindre på kompromis med, hvad jeg gerne vil, end jeg har på "Delta", siger Mattias Kolstrup.

/ritzau/FOKUS