De tre ’Slemme, slemme Piger’ har et akut behov for pottetræning

Slemme piger? Næh, snarere meget dumme tøser!

Programmet, der er ude på at gøre grin med mænd, gør bare grin med seernes smag.

For det var simpelthen ikke morsomt, det som de tre unge kvinder udsatte sagesløse unge mænd for til ære for det skjulte kamera.

Som Anne der lånte en kuglepen af forbipasserende mænd og stak den op i næsen på jagt efter 'en ordentlig bavian'. Mændene fik så kuglepennen tilbage. Sjovt? Nix!

Heller ikke da Marie i en elevator og med pude på maven lod som om hun gik i fødsel - for at drille en ung mand. Han var noget forvirret - men også klar til at hjælpe.

Og det var de i øvrigt – forbløffende - alle de mænd, som var de uskyldige ofre for kvindernes selvfede platheder.

Søde og fredelige mænd
Jamen, hvor er danske mænd dog søde og fredelige – de må være vant til grove kvinder! Ingen af mændene råbte 'dumme kælling!'. Næh, alle fandt sig de sig i et helt urimelige og ikke videre morsomt misbrug af deres ridderlighed og overbærenhed.

Det tåbelige program kredsede så meget om lort og numsehuller, at jeg bedømmer de tre kvinders humoristiske sans til at være helt nede på pu-bæh niveauet.

Det kan således kun blive bedre for dem. Mit forslag: Begynd med at give Kia Liv, Marie og Anne pottetræning i humor!

»Slemme, slemme piger«. Første af otte programmer sendt på TV2 Zulu mandag d. 6. april..