Krydderivirksomheden Santa Maria sponsorerede lørdagens Melodi Grand Prix, som blev sendt på DR1, men seerne må ikke få at vide, hvor mange penge firmaet pungede ud med. Seerredaktør efterlyser gennemsigtighed.

DR1 lørdag aften. Speakeren tæller ned og siger, at nu er der ikke længe til, at Melodi Grand Prix 2012 går i luften.

Da der endelig bliver stillet igennem til Gigantium i Aalborg, fryser billedet med et ovalt, gyldengult logo på en mørkeblå baggrund, og en anden speakerstemme fortæller seerne, at 'Dansk Melodi Grand Prix er sponsoreret af Tex Mex fra Santa Maria'.

LÆS OGSÅ:

Men kulturdirektør i DR, Morten Hesseldahl, vil ikke oplyse, hvor mange sponsorkroner Santa Maria har drysset ud over DR.

- Det tror jeg ikke, at vi siger. Det er en aftale mellem Santa Maria og os. Jeg synes, det er fair, at hvis man indgår en aftale med en ekstern sponsor, så løfter man ikke sløret for, hvad aftalen går ud på, siger han.

DRs egen lytter- og seerredaktør, Jacob Mollerup, undrer sig over, at seerne ikke må få at vide, hvor mange penge Santa Maria har krydret sangkonkurrencen med.

- Jeg synes, at det er en god ting, at det er så transparent som muligt. Jeg ved ikke, om der er nogle konkurrencehensyn, som kan begrunde, at det ikke oplyses, men det er altid rarest, hvis man kan have gennemskuelighed i sådan noget, siger Mollerup.

MGP

Fordi DR er licensfinansieret, er der ifølge seerredaktøren bestyrket grund til, at økonomien skal være så gennemsigtig som muligt. Men DRs kulturdirektør mener ikke, at DR er særligt forpligtet til at fremlægge, hvor meget det får ud af sponsorater.

- Nej, lige præcis den type dér, er vi ikke forpligtet til at offentliggøre. Det ville også være vanskeligt for os at agere med den type aftaler, hvis det skulle offentliggøres - med hensyn til konkurrence, siger kulturdirektøren.

Santa Maria fik eksponering på DR1, lige inden værterne Louise Wolff og Emil Thorup bød velkommen, og umiddelbart efter at 21-årige Soluna Samay havde kysset trofæet som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2012. Og selvom skiltet kun var på skærmen i få sekunder, kan det have overrasket seerne, for det er første gang nogensinde, at DR lader Dansk Melodi Grand Prix sponsorere eksternt.

LÆS OGSÅ:

Det skete dog helt efter reglerne, og det er afgørende, mener seerredaktør Jacob Mollerup.

- På nogle programtyper kan man have sponsorater, blandt andet koncerter og underholdningsprogrammer. Og så vidt jeg kan se, er skiltningen i to sekunder før og efter udsendelsen inden for rammerne af det, som man har beskrevet i DRs egne regler, siger han.

Ifølge kulturdirektør Morten Hesseldahl skal sponsoratet fra Santa Maria ikke vise vejen for en ny strategi i DR, hvor flere underholdningsprogrammer sponsoreres af udefrakommende.

- Vi vurderer det fra gang til gang. Det vigtige er, at det ligger inden for den lovgivning og de rammer, som DRs virksomhed er. Men kan vi løfte produktioner, hvis det virker naturligt og ikke går ud over selve produktionens troværdighed, så vil vi gøre det, hvis muligheden er der, siger han.

I forbindelse med Melodi Grand Prix 2012 har DR også samarbejdet med Aalborg Kongres og Kultur Center.