Først blev der udsolgt i Tivoli til Dirty Dancing-forestillingen, så i Musikhuset i Aarhus, og allerede nu er der solgt 25.000 (70 procent) af billetterne til den næste periode i Operaen, København.

Derfor forlænger showmanden Jesper Winge Leisner nu spilleperioden i Operaen med foreløbigt seks dage, så der i alt bliver udbudt 45.000 billetter til salg til forestillingen i sommeren 2016.

'Dirty Dancing' er den hurtigst sælgende musical i Danmark, og med den hastighed billetterne hidtil er blevet solgt på, kan den meget vel nærme sig den magiske grænse på 200.000 længe før showet kommer op i Operaen næste år, ligesom den allerede var udsolgt lang tid før selve premieren i februar 2015 i Tivolis koncertsal.

DIRTY DANCING THE MUSICAL har Silas Holst i den mandlige hovedrolle som Johnny Castle (den rolle, der blev spillet af Patrick Swayze i 80'er-filmen) og Mathilde Norholt som hans kvindelige medspiller, Frances 'Baby' Houseman.

Den 35-årige skuespiller Robert Hansen spillede en fremtrædende rolle i musicalen som Castles bedste ven, Neil Kellermann, indtil Hansen blev ramt af en livstruende rift i hovedpulsåren i sidste måned.

Han er blevet afløst af skuespiller Sigurd Le Dous, og det vides endnu ikke om Robert Hansen vender tilbage på scenen, når musicalen returnerer til hovedstaden næste år.

Selvom billetterne til den danske version af Dirty Dancing sælger med en forbløffende hastighed, er der dog stadig et stykke til den absolutte top blandt de bedst sælgende danske musicals nogensinde.

Her topper Det Ny Teaters opsætning af 'Phantom Of The Opera' med langt over en halv million solgte billetter, forfulgt af den danske opsætning af klassikeren 'Les Miserables' der i alt har solgt mere end 450.000 billetter.

'Beauty and The Beast' på Det Ny Teater har solgt mere end 250.000 billetter siden premieren i 2005, og 'Elsk Mig I Nat' over 200.000 billetter.

DIRTY DANCING - THE MUSICAL spiller maj måned i Musikhuset, Aarhus, og i Operaen hedder den nye spilleperiode nu d. 8. juli til d. 7. august 2016.

Forestillingen er instrueret af den svenske instruktør Anders Albien, og bliver produceret i samarbejde mellem Tivoli og The One and Only Company.