STEFFEN JUNGERSEN ANBEFALER:
Ærgerligt nok kan jeg ikke finde noget, man helhjertet kan brokke sig over på Roskilde 03. Okay, nogle af mine begavede kolleger har vist glemt 1995 og 98, siden de trompeterer op om, at programmet i år er det bedste i over ti år. Men godt er programmet dog.
Set fra patientsiden på høreklinikken naturligvis primært, fordi Roskilde har sikret sig både Iron Maiden og Metallica i år. De to navne kan jo om nødvendigt redde hele oplevelsen hjem alene. Og dermed vrøvl nok. Ta' med hér på en tur ind i selve rockens sjæl, hvor du er garanteret befriet for klynkerock, technotramp og etniske eksperimenter.
TORSDAG:
Rock som i R-O-C-Ksgilde starter med den glimrende danske rock'n'roll trio Baby Woodrose, som åbner Orange Scene 18.30. Et job fine navne tidligere har knækket nakken på, men jeg tror på disse tre drønnerter på den plads.
Klokken 20.00 er vi på plads på Arena Scenen (tidligere Grøn) sammen med amerikanske Stone Sour med Corey Taylor og James Root - til daglig hhv. sanger og guitarist i Slipknot - i spidsen. Hård, melodisk rock? Fra den kant? Ja!
Og klokken 22.00 på Orange til noget, som meget vel kan blive det bedste af sin slags, siden to legendariske koncerter med samme band i Forum på »Black Album« turnéen for over ti år siden: MÆGTIGE METALLICAs genfødsel. Og det med »genfødsel« og METALLICA med STORE bogstaver er med vilje. Metallica er med det nye album »St. Anger« blevet Heavy Metal igen - og de er så sandelig også genfødt live, som man kunne opleve det, da MTV for en gangs skyld gjorde noget rosværdigt og forleden sendte en hel Metallica koncert fra Tyskland. Ikke ét nummer fra de tvivlsomme »Load« og »Reload« albums fra 90erne, men to timer med masser af mesterhak som »Harvester Of Sorrow«, »Hit The Lights«, »Blackened« etc. Jamen, man kan næsten ikke vente.
FREDAG:
Raveonettes. Foto: Søren Bidstrup
Hjernen kan blæses (morgen)ren med det amerikanske glampunkrock-band Murderdolls (Odeon 14.00). Hvorefter man passende kan bruge et par timer på at koge ud og drikke bajere, inden det bindegale norske garagerockband Turbonegro går på Arena-scenen (18.00). De lyder som Ramones, sangeren hedder Hank Von Helvete, og de ligner en transvestit-kongres, hvor alt er gået galt. Det er okay med mig. Gå heller ikke glip af de mexicansk/amerikanske veteraner Los Lobos og deres laidback, latin-inspirerede rockmusik (Orange 19.00).
Med lidt held når jeg lidt af Raveonettes (Arena 20.30), inden helvede for alvor atter bryder løs en time senere på Orange. Ja, Iron Maiden ! Hvad skal man snart sige? Ja, de er ét af verdens bedste og mest underholdende livebands, og de er på papiret også de eneste, som måske kan røre - eller måske ligefrem overgå - Metallica på festival 03.
Større nedtur efter Maiden end klynkerøvene i Coldplay kan man næppe få, så - æh - »Run To The Hills«, når IM er færdige.
LØRDAG:
Forholdsvis fredelig lørdag indtil 16.00 på Arena og de ondsindet langsomme og tonstunge veteraner i amerikanske The Melvins, hvis musik en forskræmt anmelder engang beskrev som det musikalske sidestykke til »en massiv hob af stinkende mørk slim.« Faren for at rende ind i Jørn Hjorting blandt publikum skulle være til at overskue.
19.30 træder amerikanske Fu Manchu op på Orange. Kvartetten er én af dem, som har måttet leve med det intetsigende »stenerrock« prædikat. Synd for et godt band, som mere præcist kan beskrives som psykedelisk Sabbath med Cheap Tricks popfornuft.
Og så ikke flere smarte beskrivelser men derimod væg-til-væg metalmassakre. Denne finder sted ved midnat, når det brillante norske black metal band Immortal går på Arena Scenen og skræmmer alle andre end de mest hårdføre blandt os ud hinsides frikadelleboden.
SØNDAG:
Et solidt sug af Fernet Branca'en og over på Odeon Scenen (12.00!), hvor det engelske metalband Raging Speedhorn blæser søvnen ud af øjnene. Bare den så bliver ude, for derefter holder det hårdt med ordentlig rock indtil 17.00, hvor de herlige svenskere The Hellacopters går på Orange, hvor de i øvrigt bliver fulgt af de fine amerikanere Queens Of The Stone Age (19.30). Og for at det så ikke skal være løgn: Midt mellem de to navne spiller så den nye new zealandske rock'n'roll sensation The Datsuns på Arena (18.30). Der skal løbes stærkt, og der vil blive spildt øl og bandet højlydt, men det er garanteret anstrengelserne værd.
Vi ses derude.
DENNIS DREJER ANBEFALER:
Som hiphop-fan har man igen-igen måttet opleve, at planlagte hovednavne er blevet væk. Roskilde Festival 2003 har haft to, og med al respekt for erstatningerne De La Soul og Xzibit er der altså mere klasse i Gang Starr og Nas.
Ellers er det småt med brok. Jeg havde godt set et stort soul-navn. Og en Moby måske, men i hans fravær ser det godt ud for den elektroniske musik på den nye Metropol-scene.
TORSDAG:
Der er faktisk ingen uomgængelige for mig på denne førstedag, men det kan give anledning til at starte Projekt Få-tjekket-noget-nyt-ud. Roskilde Festival er jo som regel storleverandør af alternative kvalitetsoplevelser.
Sådan én skulle The Polyphonic Spree være - et 27 mand stort, amerikansk hipphie-kor (!?) kl. 18 på Arena-scenen. Mon ikke Gogol Bordello, »ukrainsk punkcabaret« på Ballroom kl. 20.15, også er bedre end det lyder. Eller bluegrass-jambandet The String Cheese Incident på Odeon kl. 21.30, inden jeg cruiser lidt mellem Metallica (Orange, 22.00) og Dave Gahan (Arena 22.30). Aftenen slutter i DJ-teltet Metropol med Cosmos og 80'er-inspireret house (fra kl. 22).
FREDAG
Starter allerede kl. 12 med de nordiske hiphop-talenter samlet under NORDIC BY NATURE-programmet på Pavilion-scenen. Kl. 14 fortsætter jeg til Arena pga. Asian Dub Foundation, et vellykket mix af verdensmusik, breakbeats og electronica-leg - håber det fungerer lige så fedt live! Kl. 17 på Pavilion kan der være potentiale i »fransk samurai-hiphop« med Saian Supa Crew. Og mens jeg savner Portishead, vil jeg lade mig nøje med forsanger Beth Gibbons, som sammen med Rustin Man har begået en temmelig tilforladelig, filmisk stemningsplade, som kan løfte sig live på Odeon kl. 18. Kl. 21 går vejen forbi Metropol og The Streets, hvor engelske Mike Skinner giver prøver på sit meget roste UK garage-hiphop-album »Original Pirate Material«.
Resten af aftenen vil jeg tilbringe ex-Underworld Darren Emersons UNDERWATER NIGHT på Metropol (23). Og måske skulle man - afhængig af tilstand, det er kl. 02.30 på Pavilion! - tjekke underfundige Mikael Simpson, der sidste år fik Musikkritikernes Steppeulv-pris som mest lovende talent.
LØRDAG
Lars H.U.G. Foto: Reimar Juul
Endnu en hiphop-start kl. 12.30 på Pavilion med - årets underligste navn på Roskilde - Ikscheltaschel, som skulle være »dansk hiphop med udgangspunkt i sproget« (som det meste hiphop!?). Derefter legenderne fra De La Soul (Arena 14.00 - mon de når at komme op så tidligt?) Ellers kan jeg nå de danske house-drenge Artificial Funk (Metropol 15.00).
Hvis ikke det var for den engelske house-electronica-folk-trio Dirty Vegas (Metropol 19.30), ville Lars H.U.G. (Arena 20.00) nærmest være et påbud - hvad finder originalen på denne gang efter flere års pause? - men jeg gemmer ham til senere festivaler. Det samme med Outlandish (22.00 Arena). Måske skulle man så alene på grund af navnet tjekke de tysk-amerikanske 80'er-pop-electronica Chicks On Speed (23 på Arena)!? Og så er der The Cardigans (Orange 01.00) og Turntable Nightmare (Metropol, starter også 01).
SØNDAG
Hvis man er ægte festivalgænger med alt, hvad det indebærer, er man ikke i stand til at starte søndagsprogrammet før kl. 15. Hvor jeg vil lunte op til selveste Orange og høre om den øjeblikkelige hitliste-topper Daniel Beddingfield også kan styre sit mix af house, dance og folk live. Men måske når jeg op til de svenske dub-electronica-reggae-house-hiphoppere Moder Jords Massiva på Ballroom allerede kl. 12.30.
15.30 på Arena vil jeg tjekke, om rapperen XZIBIT stadig er mere attitude end talent. Og med de absolut sidste kræfter mander jeg mig op til et af mint personlige hovednavne, Massive Attack (Arena 20.30) - men kan 3D leve op til navnet, nu hvor han er alene tilbage?
JONAS HØJLUND ANBEFALER:
TORSDAG:
Når det nu er en festival startet af hippier, kan man ligeså godt starte de fire dages musikfest med en god gang harmoni, når 27 mænd i hvide kjoler spreder positive vibrationer på Arena klokken 18. The Polyphonic Spree fra Texas blander Walt Disney med The Flaming Lips og vil uden tvivl gøre alt for at sprede lykke og solskinstanker. Herefter bør turen gå forbi Pavilion scenen klokken 19, hvor Interpol gør alt for at lyde som Joy Division. Og det gør de rigtig godt.
22.00 vil Metallica bevise, at de er tilbage som heavy rockens konger. Om de gør det, er op til kollega Jungersen at bedømme, ellers trisser jeg over og ser, om Dave Gahan (22.30 på Arena) gider spiller noget gammelt Depeche Mode i stedet for sangene fra sin alt andet end vellykkede debutplade »Paper Monsters«.
FREDAG
... er det med at komme tidligt på, for allerede når 12-Radioavisen starter, er Moi Caprice fra Sæby klar på Odeon scenen. Lækker melodiøs pop til at starte en meget lang dag. Herefter går eftermiddagen med at lade batterierne op til en aften, hvor det handler om at løbe hurtigt, hvis vil nå at se det hele. Klokken 17 spiller Kashmir på Orange scene, klokke 18 er forsangeren fra Portishead, Beth Gibbons, klar på Odeon. Og da jeg missede jeg The Raveonettes koncert på Roskilde sidste år, vil Sune Wagner og Sharin Foo helt sikkert få besøg kl. 20.30 på Arena. Allerede en halv time efter står Mike Skinner og venter på Metropol. Under navnet The Streets udgav han sidste år et af de mest roste og hypede electronica plader i mange år. Og på en eller anden måde skal Suicide også klemmes ind på Odeon for at se om »Frankie Teardrop« stadig skyder konen og barnet, inden han selv slutter sine pinte dage for enden af pistolen i musikhistoriens mest makabre sang. Så kan man meget passende nå lidt sen aftensmad, inden de islandske vidunderdrenge i Sigur Rós spiller storslået hvalrock (23.30). Gå specielt ikke glip af slutningen på koncerten, der - hvis Sigur Rós gør
som de plejer - ender med et brag af en musikalsk orgasme.
Gwyneth Palthrow er måske på plads, når kæresten Chris Martin spiller og synger for i Coldplay kl. 01 på Orange. Og man kan bare håbe på, at bandet er i lige så god form, som de var i efteråret i Valby Hallen. Og til aller, allersidste efter en lang, lang fredag spiller et af dansk musiks største talenter Mikael Simpson 02.30 på Pavilion.
LØRDAG:
Blur. Foto: Gitte Sofie Hansen
Lørdag eftermiddag er programmæssigt ualmindeligt svag, og først kl. 17 er der noget, der kan lokke mig ud af sengen. Danske Lise Westzynthius, som spiller intelligent, klaverbaseret pop på Odeon. Kl. 20 skal Lars H.U.G. have chancen på Arena. Men hvis han er for fedtet med at spille sange, fra dengang sangskrivertalentet var større, end det er i dag, er der Daniel Johnston 20.30 på Pavilion. Johnston kæmper en daglig kamp som psykisk syg. Og den amerikanske singer-songwriter skal nok give en intens koncertoplevelse.
Herefter er det så tid til en af de personlige favoritter, når Blur 22.30 indtager Orange scene. Efter det er jeg nok ikke klar til at høre Nina Persson synge falsk, når The Cardigans spiller for alle svenskerne kl. 01 samme sted, men vil i stedet tjekke Mew en time senere på Arena. Selv om de til turnepremieren i Århus for nylig var langt fra storformen, plejer de at være fabelagtige live. Ellers skal de nok høre for det i nærværende avis.
SØNDAG:
Ak, ja. Her er der ikke meget at komme efter. Hvis man er rigtig grov, er der faktisk ikke noget før 20.30, hvor triphopperne Massive Attack og countryrockeren Bonnie ´Prince´ Billy spiller samtidig på henholdsvis Arena og Odeon. Den islandske verdensstjerne Björk er forbåbentlig er ligeså underlig og rasende intens, som hun altid er, når hun lukke Orange scene kl. 22.00.






















