Glem alt om savsmuldstapet og glasvæv. Vægge skal ikke længere skjules bag struktur-tapeter. Frem i lyset med den rå væg! - mener to af eksperterne fra TV2s Huset. Og der er mange muligheder at lege med.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da Magnus og Charlotte i går valgte at filtse den ene af væggene i soveværelset, så de rå mursten stod frem, havde de godt fat i tidens trend. Lige nu er råt og naturligt nemlig trendy, når det gælder indendørs vægbehandling, mener handymanden Erik Peitersen, vært på TV2s Huset.

Populært
»Filtsning er populært, fordi mange gerne vil tilbage til naturmaterialerne. Vi vil have ægtheden frem igen efter mange år med tapeter, der har skjult, hvordan vægge oprindelig ser ud. Vi har det bedre med rå vægge, for de lever og ånder mere frit, og vi behøver ikke at gå og tænke på, hvad der gemmer sig inde bag alt tapetet,« lyder Erik Peitersens forklaring på det rå looks popularitet.

Husets dommer og indretningsarkitekt, Vibeke Brinck, er også færdig med fuldtapetserede vægge.

»Stoflignende tapeter som glasvæv og savsmuldstapet - glem det! De er til for at camouflere dårligt spartlede vægge. Vi skal væk fra de store, ensartede flader, der skjuler væggen,« istemmer hun.

Relief af glas
Men faktisk bevæger indretningstrenden sig mod endnu vildere strukturer end Magnus og Charlottes filtsede soveværelsesvæg. Ifølge Vibeke Brinck er filtsede vægge allerede ved at være passé. Tendensen vil gå mod relief-agtige vægge.

»Vægge, der både er rå og behandlede på samme tid, er vejen frem.

Hvorfor ikke male både med blank og mat maling på samme væg? Eller kun sætte tapet på noget af væggen?« lyder nogle af budene fra Vibeke Brinck, der også foreslår, at man tapetserer en træplade med mønstret tapet og hænger den op på væggen i stedet for et billede.

»Så kan du bare tage den ned igen, når du får lyst til noget nyt. Lige nu går jeg også og leger meget med ideen om at hænge et stykke glas eller glasfiber op bag en reol eller en sengegavl. Det er det samme, der lige nu sker inden for tekstil, møbler og lamper. Vi vil gå mere væk fra at lege med farvespring og i stedet arbejde med spring i struktur,« vurderer Vibeke Brinck, der mener, at kombinationen af gennemsigtigt og ikke-gennemsigtigt vil blive populært på vores vægge.

Hamrende enkelt
Heldigvis kræver det ingen fagmand at lege med sine vægge, lover Erik Peitersen. Charlotte og Magnus' flotte filtsede væg kan sagtens blive din.

»Det kan man sagtens selv lave derhjemme. Det er ikke sværere end at male. Det gælder bare om at have det rigtige værktøj og kende håndelaget. Det er faktisk hamrende enkelt. Filtsning er særlig taknemmeligt at arbejde med, så længe du bare holder væggen våd. Og er den blevet lidt tør, så gør du den bare våd igen,« forklarer Erik Peitersen, der dog understreger, at det ikke er alle vægbehandlinger, der er lige lette at arbejde med som gør det selv-mand:

»Der findes en række meget gamle metoder, der også er meget flotte, men til gengæld er en del mere komplicerede. Marmorpuds er en af dem. Det får væggen til at ligne sten, men hvis man ikke har prøvet det før, så kan det godt gå galt.«

Som med alt gør det selv-arbejde afhænger succesen nemlig af omfanget af din selverkendelse, påpeger Vibeke Brinck:

»Man skal kende sine begrænsninger, hvis man gerne vil have et godt resultat. Hvis du for eksempel er rigtig dårlig til at male kanter, så skal du lade være med det og overlade det til andre, der kan.«