Det bliver skuespillerne James Franco og Anne Hathaway, der skal lede Oscar-uddelingen til februar.

Når næste Oscar-uddeling løber af stablen, bliver det med to lovende skuespillere som værter.

Showet, der foregår den 27. februar, skal styres af 32-årige James Franco og Anne Hathaway på 28 år. Franco er blandt andet kendt fra sine roller i "Spider Man"-filmene, mens Hathaway eksempelvis kan ses i "The Devil Wears Prada".

- James Franco og Anne Hathaway personificerer den næste generation af Hollywood-ikoner - friske, spændende og med mange talenter, lyder begrundelsen fra folkene bag Oscar-uddelingen for valget af værterne.

De seneste år har arrangørerne forsøgt at få et yngre filmpublikum til at interessere sig for uddelingen af de prestigefyldte priser. Det er særligt i dette lys, at valget af de to unge værter skal ses.

Ikke desto mindre tager Franco og Hathaway over efter to rutinerede herrer, der indtog værtsrollerne ved det sidste Oscar-show.

Her var det komikerveteranen Steve Martin og skuespilleren Alec Baldwin, der styrede løjerne.

/ritzau/Reuters