Hver aften sidder to tusind danskere og trykker på en særlig fjernbetjening. De trykker, når de skal på toilettet, når de kommer ind med kaffen, når telefonen ringer og når de skal i seng.
Fjernbetjeningen kan ikke bruges til at skifte kanal med. Den kan heller ikke bruges til at justere lyden med. Men den kan opfange, hvem der ser hvad, hvornår og hvor længe. Om Per fra Nørrebro zapper i reklamerne, og om hr. og fru Nielsen i Struer ser Lægens Bord.Fjernbetjeningen arbejder sammen med en flad kasse på fjernsynet, som så igen er forbundet med en stor computer på Østerbro i København. Her ligger analyseinstituttet Gallup A/S, der administrerer og har de kommercielle rettigheder til det såkaldte TV-metersystem. Et system som allerede ved frokosttid på mandag kan fortælle hvem og hvor mange, der ser Jeopardy i aften.
TV-metret måler de tal, vi kender som seertal. Og seertal har magt. Så megen magt at de er med til at bestemme, hvad vi får serveret på TV 2 onsdag aften. Derfor er det afgørende, at de godt to tusind danskere ser TV på samme måde som resten af Danmark. Og her har systemet ømme tæer, vurderer eksperter.
»Enkelte husstande har været med i ti år. Så der må altså være børn, som tror at der skal være to fjernbetjeninger til et fjernsyn,« smågriner Frank Klausen. Han er IT-chef hos Gallup og har været ansvarlig for TV-metersystemet, siden det blev introduceret i 1992.
Dengang var målingerne baseret på 500 husstande - i dag er det udvidet til tusind husstande. En slags mini-Danmark der repræsenterer danskerne og deres TV-vaner og tilsammen udgør TV-meterpanelet. Og her støder vi så på den første ømme tå.
Ikke at tusind husstande er for lidt - tværtimod. Men ligesom ved mange andre markedsanalyser er det svært at få både Rungsted-fruen og Halmtorvs-pigen repræsenteret.
»Typisk vil hverken de mest velhavende eller de socialt dårligst stillede være med. De velhavende gider ikke bruge tid på det, og de lavtstillede føler sig måske usikre. Men som sagt gælder det ikke kun TV-metret,« fortæller Poul Røpke, direktør i analyseinstituttet MindResearch.
Den næste ømme tå mærker vi, når hr. og fru Nielsen har fået installeret deres udstyr i stuen. TV-metret kan nemlig ikke opfange, om fruen taler i telefon foran fjernsynet, og det skælder ikke ud, hvis herren glemmer at trykke, når han henter kaffe i køkkenet.
En engelsk undersøgelse viser desuden, at folk i høj grad laver unoder foran skærmen. De læser avis, snakker, sover eller dyrker sex.
»Det er naivt at tro, at folk trykker sig ind og ud hver gang. Målingerne er behæftet med usikkerhed, og det gør vi også TV-stationer og reklamebureauer opmærksomme på. Vi skifter 20 procent af panelet ud hvert år og holder hele tiden øje med deres TV-vaner.
Og hvis en husstand forsømmer deres pligter, bliver de ringet op,« understreger Frank Klausen og tilføjer, at en ny husstand heller ikke de første fjorten dage er med i de officielle seertal.
»De skal jo lige vænne sig til det. Men så tror jeg også, det vil sidde på rygraden.« Professor og psykolog Bobby Zachariae er enig i, at der altid vil være en fejlmargin i den slags målinger. Han gør desuden opmærksom på det helt generelle problem ved panelundersøgelser.
»At man er med i et eksperiment, påvirker ens adfærd. Det er en kendsgerning, at folk i paneler er mere opmærksomme på den situation, de er i. Og det er et reelt problem,« konstaterer han og hentyder til, at paneldeltagerne ikke bare kan sidde »almindeligt« foran skærmen, men aktivt skal forholde sig til det at se TV.
Hr. og fru Nielsen skal nemlig også skal vurdere programmerne. Når kassen viser »stem venligst nu«, skal de hver især stemme på en skala fra 1 til 5. Det sker cirka fire gange på en aften. Og når datteren er på besøg, skal hun følge de samme regler ved hjælp af en gæsteknap.
»En af de garvede brugere af tallene er mediachef Jacob Gede på reklamebureauet Bates i København. Han mener, at karaktergivningen kan have indflydelse på panelets TV-vaner.
»Man kan ikke benægte, at nogle af deltagerne lader sig påvirke. At de risikerer at blive en slags over-TV-seere, når de også skal bedømme udsendelserne,« vurderer han og fortæller, at man i Frankrig har lavet forsøg med et lille øje i stuen, som så overvåger når fjernsynet er tændt.
»Problemet er bare, at det giver associationer til Big Brother's watching,« siger Jacob Gede. Men det samme gælder vel det danske system. Tør paneldeltagerne tænde for saftige programmer lørdag nat, eller tænker de sig om en ekstra gang?
Frank Klausen svarer prompte: »Faktisk har Kanal København flest seere lørdag efter midnat. Og de seertal stammer jo fra TV-meterpanelet.« For hvad angår praktisk brug, er både reklamebureauer og medier enige om, at TV-metret er et unikt analyseværktøj.
Professor Bobby Zachariae forklarer det således: »At foretage målinger, mens folk er i situationen, er mere troværdigt end for eksempel et spørgeskema. Derfor er TV-metersystemet af høj kvalitet og en metode, jeg umiddelbart vil stole på. Desuden lever analysevirksomhederne jo af, at deres forudsigelser er så gode som mulige.«
Det oprindelige formål med seertal var at kunne fastlægge priser på reklamer. Jo flere seere en udsendelse har, jo dyrere er det at købe en reklame før og efter. »Venner for livet« hører for eksempel til i den dyre ende.
Og jo flere seere en kanal har, jo lettere er det at sælge reklameplads. Desuden er de magiske tal fra Gallup med til at styre, hvordan programmer skal placeres hen over døgnet.
For eksempel flyttede DR serien »De udvalgte« fra søndag kl. 20 til torsdag kl. 22, fordi seertallene ikke var høje nok til et af ugens bedste sendetidspunkter. Og for eksempel måtte TV 2s »Greven på Hittegodset« lukke - blandt andet på grund af dårlige seertal.
»På den måde kan seertal være med i beslutninger om et programs fremtid. Men hvis vi udelukkende spekulerede i seertal, skulle vi sende nyheder klokken 20 eller 20.30, hvor der sidder mange flere foran skærmen,« understreger Michael Hansen, souschef i TV 2s informationsafdeling.
Han tilføjer, at seertal også kan give indikationer på, om man har sammensat dagens programmer rigtigt. Om man er god nok til at få folk til at blive hængende på kanalen.
»»Hvor svært kan det være« onsdag klokken 20 fik hverken den vurdering eller de seertal, vi havde regnet med, og gav derfor et dårligt tilløb til resten af aftenen. Så flyttede vi det til tirsdag kl. 21.25, satte »De dyre drenge« ind i stedet og fik helt klart en bedre onsdag,« forklarer han.
Så selv om vi ikke alle trykker med på den særlige fjernbetjening, kan vi roligt slappe af. TV-meterpanelet skal nok sørge for at bestemme, hvad vi kan li'.
