- Vi startede for 30 år siden, så det ville være sjovt at lave et-eller-andet for at fejre det. Vi ved ikke præcis, hvad det skal være, men vi snakker om det, og vi skal nok finde på noget, udtaler Sting ifølge den britiske avis Daily Mirror.
Sting var sanger i bandet, der eksisterede fra 1977-86, og som også omfattede Andy Summers (guitar) og Stewart Copeland (trommer). Siden 1986 har de tre kun optrådt sammen i 2003, hvor de blev optaget i den amerikanske Hall of Fame samt ved en improviseret optræden til Stings bryllup med Trudie Styler i 1992.
- Jeg er meget stolt af det band, vi var i. Jeg forlod bandet i sin tid for at udvikle nogle sider af mig selv, som jeg følte, det var svært at få udviklet i et band, siger Sting, hvis forældre døbte ham Gordon Matthew Thomas Sumner. Hustruen kalder ham Gordon, når hun vil kæle med ham, men ellers kalder selv hans børn ham undertiden for Sting - et tilnavn han fik, da han i sin ungdom optrådte i et jazzband i en gul og sort trøje og dermed lignede en humlebi.
Blandt The Police's store hits kan nævnes "De do do do", "Message in a Bottle", "Roxanne" og ikke mindst "Every Breath You Take".





















