Nikolaj Arcel er lige returneret fra Hollywood, hvor han har instrueret sin første film. Det burde være en drøm, der gik i opfyldelse, men filmen ‘The Dark Tower’ har været alt andet end sjov at lave, siger instruktøren, der er vendt hjem med nye erkendelser om sig selv – og om sin rolle både som kommende far, mand og instruktør

Han er hjemme igen. I sit hood på Islands Brygge. I København, Danmark.

Men for bare 14 dage siden stod Nikolaj Arcel i gallasmoking og blitzlys i New York. Til premiere på sin første Hollywoodfilm.

Med et budget på 50 millioner dollar (et usædvanlig stort budget for en udenlandsk debutant) står han bag den længe ventede filmatisering af Stephen Kings fantasy-værk ‘The Dark Tower’. Med Idris Elba og Mathew McConaughey i hovedrollerne.

Efter Nikolaj Arcel i 2012 blev Oscarnomineret for filmen ‘En kongelig affære’ og manuskriptet til ‘Sandheden om mænd åbnede Hollywood dørene for den danske filmmand.

Set herhjemmefra så det ud til, at drømmen om Hollywood nu endelig var opfyldt, da den ambitiøse danske instruktør stod i galla ved premieren på ‘The Dark Tower’.

Så kom anmeldelserne.

‘Noget rod’, skrev New York Times, mens Rolling Stone kaldte ‘The Dark Tower’ ‘en stor misforståelse’ og The Guardian toppede den offentlige henrettelse med at mene, at Arcels film er ‘en smagløs sump, hvor man falder i søvn og intet tager til sig’.

Den 44-årige danske instruktør har brugt rundt regnet de sidste to år på at skabe filmen og har måttet forholde sig til de krasse anmeldelser fra både udenlandske og en del danske anmeldere siden dagen efter den amerikanske premiere.

Det er tydeligt, at han skal hanke op i sig selv for – igen – at adressere emnet. Men slået ud er Nikolaj Arcel ikke.

»Når man er kommet sig over chokket, er man nødt til at adskille meningerne fra det, man selv synes. Det er vigtigt ikke at tage kritikken personligt,« siger han med et lidt træt smil.

Der har været store forventninger til filmen. Det er blevet talt om den i 15 år, og man må ikke glemme, at Stephen Kings fantasy-serie i syv bind på over 4.000 sider nu er kogt ned til 100 minutter.

Nikolaj Arcel kan presses til at sige, at han er tilfreds med resultatet, men lægger ikke skjul på, at det har været noget af en læreproces – at arbejde i Hollywoods dollar-baserede system. Og at der har været alt ‘for lidt sjov og ballade’ undervejs.

»Jeg har det godt med filmen, men jeg har haft det svært med den undervejs. Der har været perioder, hvor den var alt for langt fra det, jeg selv kunne stå inde for,« siger han, der dog trøster sig med, at ‘The Dark Tower’ trods de dårlige anmeldelser ser ud til at have tjent sig selv hjem allerede efter 10 dage i biograferne.

Alt det vender vi tilbage til.

Frygten for fremtiden

Det vigtigste for den 44-årige instruktør er, at han er tilbage på Islands Brygge. Træt, men smilende og med nye erkendelser. Og så selvfølgelig, at USA stadig kalder på Nikolaj Arcel.

Da de dårlige anmeldelser begyndte at tikke ind, sneg frygten for fremtiden sig øjeblikkeligt ind på ham.

»Det første, jeg tænkte, var, hvordan mit samarbejde om den næste film bliver. Hvilken indflydelse de her anmeldelser får på det?«

Hans næste amerikanske film er nemlig allerede på tegnebrættet. Det bliver et storstilet menneskeligt drama om Robert Kennedy, har Arcel aftalt med Hollywoods superstjerne Matt Damon, der både skal producere filmen og spille titelrollen som Kennedy.

»Min første tanke var: ’Gad vide om jeg har mistet den film’,« indrømmer Nikolaj Arcel blankt.

Men dagen efter fik han en mail fra Damon og hans folk, der skrev, at de havde set filmen, at den var fed, og at de ikke forstod de dårlige anmeldelser.

»De troede 100 pct. på mig og glædede sig til at komme i gang.«

Arcel smiler, præcis som han gjorde, da han åbnede sin mail den dag.

»Det var sgu god stil, og jeg blev både lettet, men først og fremmest meget glad. Det var en god ’thumbs up’ at få lige dér.«

Særlige betingelser

Om fire måneder tager han til staterne igen. Men denne gang bliver det på helt andre betingelser end dem, han har lavet ‘The Dark Tower’ under.

Når han skal lave filmen om den anden Kennedy-bror, der blev snigmyrdet i 1968, har han stillet et særligt krav:

»Jeg har fået skrevet ind i min kontrakt, at jeg kan lave noget af den herhjemme...«

Han holder en lille pause.

»Ellers havde jeg ikke sagt ja. Jeg skal optage filmen derovre, men kommer hjem og klipper den i Filmbyen på Zentropa. Det studsede de lidt over, men de forstod det, da jeg sagde, at jeg blev nødt til at se min familie.«

Det med familien er noget af dét, han har lært på den hårde måde, erkender instruktøren.

Efter et forlist forhold til skuespiller Rosalinde Mynster har Nikolaj Arcel de sidste to år været sammen med sin ’nye’ kæreste Sara Jønsson. Og han er meget opmærksom på ikke at gentage tidligere fejl.

»Rosalinde og jeg var konstant væk fra hinanden i to år. Det holdt ikke. Det er klart ... det lærte jeg noget af.«

I 2015 måtte han indse, at det fem år gamle forhold ikke holdt, og parret gik fra hinanden som gode venner.

»Det der med at: ’Vi ses om tre måneder’, det går simpelthen ikke. Med min nuværende kæreste har jeg været overordentlig god til at komme hjem, og hun har været meget i Los Angeles. Ellers bliver det ligegyldigt,« siger han, der har savnet både venner og familie ‘helt vildt’, mens han har arbejdet i USA.

Til gallapremieren på ‘The Dark Tower’ den 31. juli 2017 i New York med kæresten gennem to år Sara Jønsson. Foto Scanpix
Til gallapremieren på ‘The Dark Tower’ den 31. juli 2017 i New York med kæresten gennem to år Sara Jønsson. Foto Scanpix
Vis mere

»Jeg har måske set dem sporadisk hver anden måned i tre år. Jeg har været nødt til at revidere mit liv og tage et valg: ’Vil jeg være den, der er ligeglad, og rejser væk? Eller vil jeg holde fast i mit anker. Min familie, mine venner og min kæreste?. Jeg er nødt til at ofre nogle ting, for at vinde noget andet. Og jeg har aldrig haft den tanke, at jeg ville ofre kærligheden på filmens bekostning.«

Den afklaring er kommet til Nikolaj Arcel indenfor de sidste fire-fem år.

Det er sket sideløbende med, at han har fået den succes med sine film, som han har drømt om, siden han var teenager.

»Jeg har fuldstændig ændret mig i forhold til, hvem jeg var for seks-syv år siden. Jeg kan ikke arbejde hele tiden og samtidig have et fornuftigt liv. Tidligere kunne jeg slet ikke adskille mit privatliv fra mit arbejde. Arbejdet fyldte 90 pct. af mit liv, nærmest helt op til, at jeg nærmede mig de 40 år. Men på et tidspunkt må man tage et valg og finde ud af, om man vil tage de tab, der er på den konto – eller om man skal lægge sin taktik om.«

For ham er valget blevet enkelt.

»Film er en vigtig del af mit liv, men det er nødt til at fylde mere at være sammen med min familie, mine venner og min kæreste.«

Filmnørden

Nikolaj Arcel har været bidt af film, siden han var dreng.

»Jeg kan stort set ikke andet end skrive og lave film,« siger han, og griner ad sig selv, da han bliver spurgt, hvor den selvsikkerhed, han udstråler, stammer fra.

»Den hænger nok sammen med, at jeg er en kæmpe filmfan og har suget film til mig, siden jeg var dreng. Jeg kan faktisk ikke andet. Knap nok skrue en pære i en lampe. Hvis jeg ikke var god til dét, jeg lavede, og troede ret meget på det, ville jeg være et helt håbløst menneske. Jeg er fuldstændig defineret af det, jeg laver. Det er gået meget godt indtil nu, selvom det ikke altid lykkes. Måske skyldes det, at jeg aldrig er helt sikker, men hele tiden stiller spørgsmål. På alle mine film trækker jeg mange kolleger ind – Trier, Vinterberg, alle mine venner på Zentropa. For jeg tror ikke, at jeg er noget vildt specielt, eller en særlig gudbenådet fortæller. Hvis man ikke lytter til andre, bliver man dårlig og slap,« siger Nikolaj Arcel.

Nikolaj Arcel skriver sine manuskripter med den faste makker forfatter Rasmus Heisterberg. Her er de to i 2007, da spillefilmen ‘Sandheden om mænd’ havde premiere. Foto Michael Daugaard
Nikolaj Arcel skriver sine manuskripter med den faste makker forfatter Rasmus Heisterberg. Her er de to i 2007, da spillefilmen ‘Sandheden om mænd’ havde premiere. Foto Michael Daugaard
Vis mere

Han er vokset op i Københavns indre by. Familien Arcel boede i Ny Kongensgade, lige ved Christiansborg, mens Nikolaj Arcel gik på Bernadotteskolen.

»Jeg var en meget stilfærdig dreng. Allerede da jeg var helt lille, skrev jeg meget. Lavede mine egne tegneserier, noveller og små bøger. Jeg levede lidt i udkanten af de andres liv, der meget handlede om fodbold og piger. Jeg var en læsehest, der levede mit eget liv. Og så gik jeg tit i biografen. Også helt alene. Samme historie har jeg i øvrigt hørt fra andre af mine kolleger,« smiler han.

Da han kom i jobalderen, fik den film-maniske teenager et fritidsjob i byens førende videobutik – Christianshavns video. Han var særligt optaget af Steven Spielbergs og George Lukas’ film. Specielt Star Wars-filmene har han stadig et blødt punkt for.

Illusionen Hollywood

Hele vejen drømte han om Hollywood. Om at få chancen ‘over there’. Men drømmen beskriver han i dag som ‘en illusion’.

»Drømmen om Hollywood er en falsk drøm. For der er aldrig ubegrænsede midler. Det er en illusion. Som barn og teenager ville jeg over og lave de helt store eventyr. Alt det, jeg ikke troede, jeg kunne herhjemme. Men som 44-årig er jeg nødt til at spørge mig selv, hvor mit hjerte ligger. Hvor er jeg henne som menneske.«

Det er ikke nok at være i Hollywood og at få lov at lave en film dér.

»Man kan ikke lave en god film, hvis man ikke har noget på hjerte, ikke har noget at fortælle. Særligt ikke hvis det viser sig, at man ikke har det sjovt og ikke selv kan styre det, der sker,« siger Arcel og erkender blankt, at han simpelthen ikke havde det sjovt, da han lavede ‘The Dark Tower’.

»Der er ting i filmen, som jeg er meget glad for, men der er masser af ting i den, som jeg slet ikke kan lide. Det er min mindst personlige film. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har lyst til at blive ved med at arbejde sådan,« siger Nikolaj Arcel.

Før han rejste til Hollywood, havde han skrevet og/eller instrueret 13 film. Alle er lavet på den måde, han har lært at lave film på Den Danske Filmskole, som han blev udklækket fra i 2001.

På filmskolen handler det om at tale sig frem til en løsning, men instruktøren er den afgørende kunstner, håndværker og fortæller af historien.

»Jeg elsker at lave film. Elsker at stå på settet og instruere og at klippe filmen bagefter. Men ‘The Dark Tower’ har været en konstant kamp. En hård proces. Jeg vil ikke sige, at jeg er afskrækket fra at lave amerikanske film igen, men jeg er meget tøvende overfor at lave den slags popcorn/underholdningsfilm igen. Det er ikke sjovt nok ...«

Han tænder en smøg, puster røgen ud i den milde brise på Islands Brygge. Tænker sig om et øjeblik og siger så:

»Der er for meget frygt i det der... Frygt for ikke at ramme alle, frygt for ikke at tjene pengene hjem. I stedet for fortælleglæde er det hele præget af angst – og fokusgrupper – og testvisninger. Sådan noget skal jeg ikke lave igen. På min næste film er der nødt til at være noget, som er mere mig. Som er begyndt med mig. Og hvor det ikke handler om at ramme alle, eller at filmen skal tjene kassen,« siger han.

»Man skal ikke tage til Hollywood for at udleve den der drøm. Så kommer man forkert ud af starthullerne,« konkluderer han.

Derfor har han stillet krav til sine kommende arbejdsgivere på Kennedy-filmen.

»Jeg har ikke valgt at være amerikaner, jeg bor ikke derovre, jeg gider ikke være en Hollywood-dreng. Jeg har behov for at komme hjem så meget som muligt, for at føle, at jeg stadig har min hjerne og min snusfornuft i behold.«

En bidsk bulldog

Karrieren ligner en stort set ubrudt række af succeser. Fra den politiske thriller ‘Kongekabale’, over manuskriptet til Niels Arden Oplevs internationale succes ‘Mænd, der hader kvinder’, til ‘En kongelig affære’, der modtog et hav af priser og var nomineret til både en Oscar og en Golden Globe. Samt de mange veldrejede manuskripter til Zentropas Jussi Adler-film. Og nu Stephen King-filmen, der trods dårlige anmeldelser også fra en del af de danske anmeldere, ser ud til at tjene sig selv hjem og blive en relativ sikker publikumssucces.

Nikolaj Arcel retter sig op i stolen og ser helt oplivet ud, da han bliver spurgt, om han er god til at tackle modstand:

»Ja, jeg er en fighter. En bulldog,« smiler han og bløder sit statement lidt op.

»Generelt er jeg meget mild. Jeg kan bedst lide at tale stille og roligt om tingene, finde en løsning og blive venner. Du ved, som vi plejer at gøre det – på den danske måde. Men kan jeg mærke, at nogen ikke vil derhen, hvor jeg vil, så bliver jeg bidsk. Så bider jeg fra mig og bliver en fighter, der vil vinde.«

På ‘The Dark Tower’ måtte han sande, at der var kampe, han ikke kunne vinde.

»En del gange stillede jeg mig virkelig på bagbenene og nægtede at gøre dét, de ville. Men så fik jeg ganske enkelt en ordre. ‘Det skal du’. Dét var grænseoverskridende for mig. Jeg er vant til at få min vilje, hvis jeg virkelig kæmper for den og ikke er bange for at tage en kamp eller to.«

De sidste år har han udviklet en måde at beskytte sig på, så film og karriere ikke bliver alt.

»Hvis familien er det vigtigste, kan det med karrieren jo aldrig slå én helt ud. Eller slå mig helt ihjel. På den måde kan man beskytte sig ... Fra smerten. Jeg kan mærke, at når jeg kommer hjem til min kæreste, mine forældre og mine venner, så er det ikke dét, der står i avisen, der betyder noget. Det er noget helt andet. Bl.a. om jeg er et ordentligt menneske eller en god far,« siger Nikolaj Arcel.

Endnu har han ikke fået børn, men det er noget af dét, der står højest på ønskelisten .

»Jeg har et meget stærkt ønske om at få børn, forhåbentlig inden alt for længe. Meget gerne indenfor det næste par år,« siger han uden betænkningstid.

»Til den tid tager jeg helt sikkert et år eller to helt fri og prioriterer børnene fremfor alt. I sidste ende – når man ligger på sit dødsleje, tror jeg ikke, at der er en større fortrydelse end, at man måske har lavet en række fremragende film, og har stået til premierer, og fået priser og alt muligt, men ikke har været der for sine elskede. Det er da meget federe at have haft en okay god karriere, og måske ikke har nået alle de film, jeg gerne ville. Men til gengæld at have været en virkelig god far og en god mand, som har været der for min familie. Det er sgu da altafgørende.«