Han er Prins af Lado, men det siges, at Al Agami er mere rød-hvid end de fleste danskere.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>På film har han heddet Preben. I en satire Negon Olsen. I et TV-show gav han Gitte Hænning's "Snakker med mig selv". Hans største hit - Los Umbrellos' "No Tengo Dinero" - er baseret på en Jan Elhøj-sang, der hed "Frikadeller og krebinetter". Og for tiden rapper han "Rudolf med den røde tud" med John Mogensen-rockerne Den Danske Mafia.

Danske roller præger
- Jeg har hørt før, at jeg er meget dansk. Og nogle af de roller, jeg har sagt ja til, har haft dansk præg, og dét giver jo et lille præg på én hver gang.

- Jeg har også tilbragt det meste af mit liv i Danmark og set mere af Danmark end mange danskere, fordi jeg har været på job i alle de mindste flækker. Og jeg har sat mig ind i historien og kulturen for at vide, hvad der får jer til at tikke, så jeg forstår danskerne bedre, end de forstår mig.

- Jeg kommer i hvert fald ikke langt med mit yndlingsemne, afrikansk historie. Men nej, jeg er ikke dansk. En dansker er én med dansk pas, fastslår Al Agami - mens han spiser fiskefrikadeller med remoulade på et værtshus nær Strøget.

Han er født i Uganda for 33 år siden som søn af en konge af Lado, en stamme på et par mio. mennesker i Uganda, Congo og Sudan. De anerkendes ikke som nation, så Agami-familien er politisk statsløse med FN-pas, og forældrene bruger al deres tid på selvstændighedssagen.

- Jeg tænker heller ikke på dansk. Det skal lige oversættes fra engelsk. Og jeg vil helst tale mit modersmål, lugbari, som jeg taler med mine forældre og søskende. Men jeg har lært dansk to gange. Da jeg havde lært det første gang, flyttede vi til Afghanistan fra 1977-1980, og så glemte jeg det og måtte lære det igen, siger han - på perfekt dansk. Og han taler også flydende svensk og fransk.

Droppede "Vild med dans"
For 14 år siden var han én af de første rappere herhjemme. Han har spillet film, TV og teater. Han holder foredrag om sin historie og musik, og han underviser både musikere og børn i freestyle-rap. Sidst man hørte om ham, var da han i april meldte afbud til "Vild med dans" i sidste øjeblik, fordi han var mere end forventet optaget af "Den eneste ene"-musicalen i Forum.

- Jeg fik at vide af TV2, at det ville blive til et søgsmål, for de ville ha' erstatning. Men nu har vi indgået et forlig uden penge. Det var lidt irriterende, at jeg ikke kom med i det, for jeg havde knoklet hårdt, og der røg nogle lommepenge.

- På den anden side var der jo ikke noget på spil. Det var jo en britisk succes i forvejen. Og mere folkeligt bliver det ikke. Det er jeg ikke så meget for. Der skal helst være noget originalt i det. Men måske ku' jeg ha' solgt nogle flere plader, spekulerer Agami, der er aktuel med sit andet solo-album, "Token Word", 12 år efter debuten.

Vil helst være bagmand
- Jeg bliver ikke rig på det, jeg selv laver, så jeg har levet af alt det andet blandede, men de sidste to år har jeg tænkt på, om jeg stadig gør det, fordi det er sjovt, eller er det bare for huslejen? Nu er det vigtigere for mig at have mig selv med, og det skal være mit eget udtryk. Men egentlig vil jeg helst bare være bagmand og slippe for interviews.

- Hvis jeg ville sælge, fik jeg Nik & Jay til at producere og Remee til at skrive omkvæd, og så skulle det være på dansk. Men jeg kan godt li' spændingen mellem at måske klare det og få total fiasko.

Typisk Al Agami. Mellem kendt og ukendt, hjerte og husleje, dansk og afrikansk.

den@bt.dk