Efter filmbranchen har mødt kritik af ikke at turde satse nok på det internationale marked, tager de danske producenter nu til genmæle: Det er også mod at fortælle de komplicerede historier.

På dagen, hvor Det Danske Filminstitut offentliggør komitéens shortlist til Oscar-kategorien »Bedste Udenlandske Film«, bliver branchen mødt af kritik for ikke at have modet til at satse internationalt.

Nu tager producenterne så til genmæle, for de mener ikke, man behøver at tænke i priser for at blive nomineret til dem.

»Mod er ikke kun at tænke internationalt. Mod er også at dyrke nye talenter og at turde fortælle den komplicerede historie, der går bag om det umiddelbare - ligesom Bille August formår i »Stille Hjerte«. Hvis man først lægger en målsætning om diverse prisoverrækkelser ned over et produkt, mister man øje for det kuntneriske mål,« siger Louise Vesth, som er producer hos Zentropa. Hun uddyber.

»Man lægger beslag på det kunstneriske, hvis man prøver at ramme den særlige type film, Oscar-uddelingen hylder.«

Reaktionen kommer efter chefredaktøren for filmmagasinet Ekko, Claus Christensen, har fortalt til Berlingske Nyhedsbureau, at han mener, dansk film »er nede i en bølgedal«.

»Vi satser meget på film, der kan gå godt på det danske marked,« siger han.

Grunden til det danske fokus i filmbranchen er økonomi. Den holdning deler Klaus Hansen, som er direktør for Producentforeningen, sådan set med Ekkos chefredaktør.

»Når der skal udvikles og nytænkes, så skal der investeres. I øjeblikket taber stort set alle danske film penge. Derfor er der ikke overskud til at udvikle, og derfor satser man på det noget mere sikre. Men det betyder ikke noget i forhold til Oscar-uddelingen,« siger Klaus Hansen.

Shortlisten til Oscar-indstillingen offentliggøres klokken 16.30 på Det Danske Filminstituts facebook-side.