Hvis ikke blandt andet Ida Corr, Coco O. og Karl William turnerede det danske rige rundt, ville de populære musikere arbejde med mennesker.

København: De fleste musikere har kæmpet i årevis med massevis af benhårdt arbejde for at forløse deres enestående talent.

Den danske musikscene sprutter af hitmagere, men bag mikrofonen afslører de over for Ritzau Fokus, hvad hverdagen ville byde på, hvis ikke de stod i sceneskæret og turnerede rundt foran deres mange hujende fans.

- Jeg havde nok været pædagog, det kunne være sjovt at tosse rundt med nogle børn, afslører den populære dj Kato, der ville få en kollega i musikeren Karl William, der blev hyldet som årets talent til P3 Guld i oktober.

- Jeg ville være pædagog måske. Jeg kan godt lide at arbejde med børn, så det vil nok være det, lyder det fra det unge stjerneskud.

Også den tidligere X Factor-dommer Ida Corr ville som de musikalske herrer arbejde med mennesker, hvis ikke hun var sangerinde, fortæller hun til Ritzau Fokus.

- Jeg tror måske, at jeg havde hjulpet nogle misbrugere på en måde, siger den 38-årige skønhed, mens også forsangeren fra hitduoen Quadron, Coco O., er indgående interesseret i mennesker.

- Hvis jeg ikke var musiker, så tror jeg, at jeg læste til psykolog. Det er virkelig spændende, hvordan mennesker fungerer oven i hovedet. Evnen til at kommunikere og læse hinanden fascinerer mig, fortæller "Hey, Love"-stjernen.

Hvor de andre ville arbejde med mennesker, er drengene fra Ulige numre mere højtflyvende i deres drømme, fortæller de.

- Vi ville alle sammen være piloter, og så har vi også en kærlighed for racerkørere. Det er ret sjovt. Meget mandige ting, griner gutterne, mens Sivas har en klar formodning om sit liv uden for hiphopscenen.

- Jeg havde sikkert haft en grønthandel, lyder det fra 30-årige "D.A.U.D. A"-stjerne.

Silas Bjerregaard fra hårdtslående Turboweekend har allerede siddet på skolebænken, og hvis ikke han hittede med rockgruppen, var han nok fortsat i sporet.

- Jeg har jo læst retorik, så jeg var nok blevet underviser eller forfatter, fortæller den populære forsanger.

/ritzau/FOKUS