Per Vers optræder til "Give a Home". Det samme gør navne som The National, Hot Chip og James Morrison.

København. Sammen med internationale navne som The National, Hot Chip og James Morrison er den danske rapper Per Vers en del af Amnesty International og Sofar Sounds event "Give a Home".

Det oplyser Amnesty International sammen med Sofar Sounds i en pressemeddelelse.

I mere end 200 private hjem fordelt overalt på kloden vil en lang række musikere onsdag den 20. september optræde gratis til fordel for mennesker på flugt.

- Musik og kunst har altid været stærke partnere i kampen for retfærdighed, fordi de begge har evnen til at røre noget dybt inde i os. De hjælper os med at se ud over grænser og vise, hvad der samler os, siger Amnesty Internationals generalsekretær, Salil Shetty, i pressemeddelelsen.

Det er Sofar Sounds, der er med til at finde de private hjem, og i Danmark vil dørene blive åbnet i Aarhus, Odense og København.

I løbet af aftenen vil der ud over musikken også være taler fra aktivister og tidligere flygtninge, der vil sætte fokus på flygtningekrisen, og hvad der skal til for at løse den.

Foruden Per Vers har den danske sangerinde Ida Gard også sagt ja til at optræde ved en af koncerterne i de danske byer.

Sommeren over vil der blive tilføjet flere artister til programmet, og der kommer både fremadstormende og mere etablerede navne, oplyser Amnesty International og Sofar Sounds.

Adresserne på de private hjem, hvor koncerterne skal finde sted, holdes hemmelige, indtil den 20. september nærmer sig, men det allerede nu muligt at vinde billetter til koncerterne.

/ritzau/FOKUS