Selv om han er en af Danmarks mest hårdkogte rappere, så kan Clemens godt være en blød og romantisk mand.

Det beviste den 37-årige rapper i foråret på en ferie til Venedig. Her faldt han nemlig på knæ og friede til sin kæreste gennem seks år, Maria Le.

Det skriver Se og Hør.

Rapperen mener dog ikke, at giftermålet kommer til at betyde den store forskel i forholdet mellem de to.

- Jeg har været så heldig at finde hende, jeg vil have. Oppe i mit hoved, er vi allerede gift, siger Clemens til ugebladet.

Maria Le og Clemens, der lyder det borgerlige navn Clemens Legolas Telling, fik drengen Legolas sammen tilbage i 2014.

Clemens vil hverken ud med, hvordan frieriet foregik eller hvornår brylluppet skal stå, men han håber, at bandet Lukas Graham kommer og spiller.

Clemens har tidligere fortalt til ugebladet, at fordi Maria Le er fra Vietnam, vil et bryllup mellem de to ikke bliver holdt på traditionel dansk vis.

- Maria er fra Vietnam, så hvis vi skal giftes, så er det sådan noget med, at jeg skal have en kalot på og have fem tøjskift. Det bliver noget af en oplevelse. En kulturel oplevelse, fortalte rimsmeden dengang.

Rapperen Clemens kan i 2017 fejre jubilæum på den danske hiphopscene. I år er det nemlig 20 år siden, hans debutplade "Regnskabets Time" udkom.

Derfor turnerer rapperen i øjeblikket sommerlandet rundt med sit jubilæumsshow.

/ritzau/FOKUS