Alle de der elsker 'Langt fra Las Vegas' kan godt begynde at glæde sig, for en ny dansk sitcom med en komiker i hovedrollen er på vej.

Titlen er 'Kristian', og han er en moderne single-fyr, som ikke har fået sex i 200 dage. Han liv er et stort rod, og han kan ikke finde ud af det der med piger, og så har han en stor drøm om at blive filminstruktør, som alt taget i betragtning virker noget urealistisk.

Serien er skrevet af de to forholdsvis ukendte komikere Christian Fuhlendorff og Jesper Juhl, som ikke tidligere har haft erfaring med at skrive sitcoms. Men den bryder netop rammerne for, hvad seerne tidligere er blevet præsenteret for på skærmen fra den genre.

- 'Kristian kunne godt gå hen og blive banebrydende for den danske sitcom-genre. Det er en serie, hvor grænserne for, hvad man kan tillade sig at gøre, sige og tænke blive udfordret, hvor folks hoveder kan sprænges og hvor busser kan flyve, beskriver TV2 Zulus programchef Maiken Wexø i en pressemeddelse.

'Kristian' har premiere på TV2 Zulu mandag den 16. november kl. 22:20.