Filminstruktøren May el-Toukhy fik torsdag overrakt Nordisk Film Prisen.

København. Da Nordisk Film Prisen torsdag blev uddelt i Imperial i København, var det filminstruktøren May el-Toukhy, der blev hyldet med den prestigefyldte anerkendelse. Med prisen følger også 110.000 kroner.

- Årets prismodtager kaldte selv karaktererne i sin overbevisende spillefilmsdebut "Lang historie kort" for "rundtossede mennesker". Men selv har prismodtageren virket alt andet end rundtosset i sin karriere som instruktør, lød det i talen fra scenen, da prisen blev overrakt.

- Her er en ny stemme, der har meldt sig på banen med en sikkerhed, så man glemmer, at prismodtageren er debutant. Samtidig er vi ikke i tvivl om, at hun endnu kun har vist en flig af sit talent, og vi glæder os til at se, hvad der sker, når hun folder sig ud for alvor, lød det endvidere.

May el-Toukhy er uddannet på produktionslinjen på Statens Teaterskole i 2002 og gik efterfølgende på Den Danske Filmskoles instruktørlinje.

I 2015 debuterede hun som manuskriptforfatter og instruktør med den anmelderroste spillefilm "Lang historie kort" og har siden hen arbejdet som instruktør på "Arvingerne" sæson III og udviklet nye projekter både til TV og film.

Nordisk Film Prisen blev for første gang uddelt i 1996 og har siden 2010 været en talentpris, der har sat fokus på at hylde unge talenter indenfor filmens verden.

Tidligere har instruktører og manuskriptforfattere som Lars von Trier, Anders Thomas Jensen, Michael Noer, Tobias Lindholm, Anders August og Kasper Munk været blandt de heldige modtagere af prisen.

Sidste år vandt en skuespiller for første gang Nordisk Film Prisen, da den gik til skuespillerinden Danica Curcic.

/ritzau/FOKUS