Claes Bang håber oven på Guldpalmen til "The Square", at det kan åbne nye muligheder for ham fremover. 

Cannes. Søndag aften fik skuespillerne Claes Bang sit internationale gennembrud, da filmen "The Square" vandt guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

Bang spiller hovedrollen i filmen, og han håber nu, at der fremover venter lignende opgaver i andre engelsksprogede film.

- Filmen har allerede generet en masse opmærksomhed hernede. Det har jeg også selv fået, fordi jeg fylder så meget i filmen.

- Og at den så oven i købet vinder, kan forhåbentlig lukke nogle dage og markeder op for mig, siger den 50-årige skuespiller til TV2 News.

Han anede allerede undervejs i prisuddelingen, at det kunne blive til en pris.

For i Cannes er der ikke tradition for at give film mere end én pris, og stille og roligt faldt konkurrenterne fra med priser i de øvrige kategorier.

- Derfor kunne vi godt begynde at regne ud, at vi kunne få den. Og på det tidspunkt var der jo kun den største pris tilbage, siger han.

Claes Bang har fået megen ros af filmens manuskriptforfatter og instruktør, svenske Ruben Östlund. Og danskeren kvitterer gerne med pæne ord om Östlund.

- Vi har haft et tæt samarbejde, og bølgerne er gået højt. Men kærligheden vinder alligevel til sidst, for jeg holder meget af ham, og det har været fantastisk at lave det her.

- Og selvfølgelig bliver jeg enormt glad for, at han siger, som han gør. Men jeg tillader mig også at synes, at jeg også har en del af æren for, at vihar hevet den her pris hjem, siger Claes Bang.

Han har medvirket i danske film som Lærkevej, Blå Mænd og Nynne, ligesom han spillede politimanden Martin i politiserien Anna Pihl.

Derudover har han medvirket i en lang række teaterstykker og skal fra og med tirsdag opføre en monolog over Jan Guillous bog "Ondskaben" i Edinburgh.

/ritzau/