For første gang i 22 år er Danmark repræsenteret i hovedprogrammet ved den prestigefyldte filmfestival i Venedig.

Solen skinner for alvor på dansk film i disse måneder. Fine priser er blevet vundet ved de prestigefyldte filmfestivaler i Berlin og Cannes, og nu bliver Danmark for første gang i 22 år repræsenteret i hovedprogrammet ved årets udgave af Venedig Biennalen. Det står klart, efter festivalens program blev præsenteret torsdag.

Susanne Biers »Den skaldede frisør«, der har Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i hovedrollerne, får verdenspremiere på festivalen, som begynder 29. august. Der er tale om en gallavisning uden for konkurrence.

Susanne Bier er ikke ene om at repræsentere de rød-hvide farver. Tobias Lindholms »Kapringen« med blandt andre Pilou Asbæk på rollelisten deltager i konkurrenceprogrammet Orizzonti. Der er også dansk islæt i kategorien kortfilm med den paraguaysk-finsk-danske »Tatare«.

Tobias Lindholm kender allerede smagen af sejrens sødme. Han skrev manuskriptet til Thomas Vinterbergs »Jagten«, der triumferede i Cannes tidligere på året.

- Med deltagelse i Venedig har dansk film nu begået det sjældne hattrick at være repræsenteret i hovedprogrammet på verdens tre største filmfestivaler i løbet af samme år, lyder det jublende fra Det Danske Filminstitut (DFI) i en pressemeddelelse.

»Den skaldede frisør« har dansk premiere 6. september, mens »Kapringen« kan ses i biograferne fra 20. september.