Skuespilleren Jacob Dalgaard, som især er kendt for sin rolle i Matador, er død. Han blev 47 år gammel.

København: Jacob Dalgaard, der som barn spillede Daniel Skjern i Matador, døde den 10. februar. Det fremgår af en dødsannonce i Politiken.

Dalgaards barndomsveninde Majbritt Høyrup har over for BT bekræftet dødsfaldet og siger til avisen, at Dalgaard er død efter længere tids psykisk sygdom.

Dalgaard var en af flere skuespillere, der portrætterede den følsomme og underkuede Daniel Skjern i tv-serien Matador.

Han vil særligt blive husket for scenen, hvor han med lidende øjne ser sin søster få en hest af deres far, fordi hun i modsætning til den usikre Daniel har klaret sig godt i skolen.

Desværre kom den naturlige evne til at spille den triste dreng fra Jacob Dalgaards eget liv, som han fortalte i et interview til BT tilbage i 2013.

- Jeg var med i Matador på det tidspunkt, da min mor og far ikke havde det godt sammen og var ved at flytte fra hinanden. Senere hen tog min far livet af sig selv. Det hele var et kaos, fortalte Dalgaard dengang.

Farens selvmord betød, at Dalgaard måtte opgive sit jurastudium, og han havde efterfølgende svært med at finde en retning i sit liv, hvor han kom til at arbejde i forskellige job, blandt andet som kordegn og russisk oversætter.

Ifølge dødsannoncen i Politiken finder bisættelsen sted i morgen, onsdag den 24. februar, i Bidstrup kirke.

/ritzau/FOKUS