Det flyder med intriger, penge, skumle bagtanker og mærkevarer som Chanel og Gucci i den mondæne kommune med postnummeret 2900 – også kendt som Hellerup – i hvert fald, hvis man skal tro TV3s nye store satsning ’2900 Happiness’.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Bt.dk fik lov til at følge en almindelig dag på settet, hvor 2900 bliver til. Det ligger ikke, som man godt kunne foranlediges til at tro, i Hellerup – men i Kongens Lyngby med postnummeret 2800 – dog stadig i Nordsjælland. Her ligger nemlig nordens største filmstudie, som i fin tråd med serien hedder ’Happywood’.

Happywood ligger i et industriområde og var tidligere en stor plastfabrik. I dag huser den de kendte kulisser fra 2900. Frejas værelse og Sten og Hannes soveværelse ligger side om side med Mercedes’ natklub. Mejse og Jan Eriks gemakker ligger her også sammen med Wellness-centeret og Simons værelse.

Det, man ikke ser på fjernsynet, er de utallige lamper, som lyser kulisserne op fra alle mulige vinkler, og de mange mennesker der skal til, for at få det hele til at se godt ud på film.

Der er én, der står for sminke, én for hår, et par stykker for lys, én tjekker at replikkerne bliver sagt rigtigt, et par stykker styrer kameraerne, og så er der instruktøren, rekvisøren, skuespillerne etc. etc.

Alle detaljer skal være på plads
Settet summer af liv den torsdag formiddag, hvor bt.dk’s udsendte træder ind i ’lykkeland’ for at få et kig bag om kameraet. På denne torsdag udspiller scenerne sig hos familien Skovgaard. De første par scener foregår på Frejas værelse mellem Freja og Simon.

Frejas værelse ligner et typisk dansk pigeværelse. Lige med undtalese af, at der mangler et par vægge og et loft. I skabet er der ikke tøj, men derimod et helt kamerahold.

Simon og Freja sidder på gulvet foran sengen og snakker sammen. Først øves scenen igennem et par gange, før den bliver optaget. Hver gang instruktøren råber ”TAK”, mylder alle de førnævnte mennesker ind på ’Frejas pigeværelse’.

Frejas taske ligger henslængt på sengen med hendes mobil i. I scenen ringer telefonen, og Freja tager den derfor op af tasken. Hver gang scenen er forbi, skal tasken rettes, så den ligger på præcis samme måde. Det ordner rekvisøren. Sminkøren tjekker i pauserne, at make up’en ser ud, som den skal. Det tager flere optagelser, før scenen er i kassen.

Næste scene udspiller sig også på Frejas værelse. Men nu er det morgen, derfor skal lyset ændres, så det ligner blødt morgenlys. Urene på værelset skal stilles frem til kl. 7.00 om morgenen. Udsigten fra Frejas værelse er lavet af pap, men ser utroligt livagtigt ud på film. Skuespillerne bliver sendt ud for at skifte tøj. I mens bliver sengen uglet, så den ligner, at der har været sovet i den. Søren og Mia er klar til næste optagelse, og hele møllen starter forfra.

Dramaet fortsætter..
Det kan desværre ikke afsløres, hvad Freja og Simon har rodet sig ud i. Afsnittet bliver nemlig først sendt senere på efteråret.

2900 har rullet over skærmen i et par uger nu. Der er foreløbig planlagt 48 afsnit af serien, og det er endnu ikke besluttet, om serien skal fortsætte efter det. TV3 melder ellers, at serien har været en succes med 191.000 seere i gennemsnit for de første 12 programmer. Hvis du ikke har TV3, kan du se afsnittene på nettet på Happiness’ hjemmeside.

Læs med i morgen onsdag, hvor bt.dk får en snak med Susanne Storm – som spiller Frejas mor Hanne Skovgaard.

På torsdag, tager bt.dk en snak med Jesper Lohmann – som spiller Frejas far Sten Skovgaard.