Skandale og provokation. Det er to ord, som den danske instruktør Lars von Trier rigtig godt kan lide.
- Lad os få nogen optøjer, siger Trier da også helt glad, da B.T. kan fortælle ham, at adskillige udenlandske kritikere har forsøgt at få standset galla-premieren på hans ’Antichrist’ i aften.
De fandt ganske enkelt Lars von Triers film for perverteret og skandaløs til at fortjene at blive vist på verdens fineste filmfestival.
Det er især en scene, hvor filmens kvindelige hovedskuespiller Charlotte Gainsbourg klipper klitoris af sig selv, der har bragt sindene i kog. Ligesom seriøst mange kontante sexscener i filmen har gjort det.
- Det er da fantastisk, at folk føler sig så provokeret. Det vil jeg til enhver tid hellere have end alt det der midt imellem.
- Enten at de elsker den eller hader den, siger Trier.
På den internationale pressekonference tidligere i dag var filmen da også tydeligvis for meget for en journalist fra engelske Daily Express, som voldsomt ophidset forlangte, at Trier skulle redegøre for, hvorfor han overhovedet havde lavet filmen. Hvilket en noget rystet Trier ikke ønskede.
- Jeg har lavet den for mig selv. Og er glad for den. Andre må mene hvad de vil. Men jeg vil ikke undskylde eller retfærdiggøre filmen, lyder responsen fra Lars von Trier, hvis film får dansk premiere i morgen.
Og som planlagt bliver vist ved gallapremiere i aften kl. 22.30!






















