X Factor-dommer Lina Rafn er for forsigtig.
Det mener kollegaerne Thomas Blachman og Remee efter Infernal-sangerinden har mistet to ud af tre deltagere efter tre liveprogrammer.
- Hun bliver en lille smule for forsigtig, siger Blachman, mens Remee følger op:
- Muligheden du har i det program er, at du kan udfordre dem lidt og tage dem et sted hen, hvor de måske ikke har været før, siger han.
Lina Rafn er disse dage i New York for at indspille en musikvideo og var derfor ikke til stede under mandagens pressemøde i DR Byen. Men hun har tidligere udtalt, at hendes deltagere skal kunne stå inde for det, som de laver.
Derudover har hun i B.T. forklaret, at de unge seere stemmer på de unge deltagere og at der derfor er større risiko for, at grupperne og solisterne over 25 år ryger.
Både Blachman og Remee anerkender Lina Rafns projekt og mener, at hun er 'fantastisk'.






















