En koncert med Britney Spears måtte afbrydes i Las Vegas, efter en mand stormede op på scenen.

København. En mand er arresteret, efter han under en koncert med Britney Spears afbrød forestillingen og blev holdt tilbage af sikkerhedsvagter.

Det bekræfter betjent Larry Hadfield fra politiet i Las Vegas, USA.

Mens Britney Spears sang de sidste strofer af megahittet fra 1999 "(You Drive Me) Crazy", løb en mand på scenen. Før popstjernen var opmærksom på det, spurgte hun sit publikum, om de havde det sjovt.

Kort efter bemærker hun postyret, fremgår det i videomateriale offentliggjort af E! Online.

- Er alt okay? Hvad foregår der?, spørger Britney Spears, spejdende ind i kaosset bagest på scenen.

To sikkerhedsvagter er hurtigt henne for at underrette "Toxic"-stjernen, der bliver tydeligt bestyrtet af deres meddelelse.

- Har han en pistol? spørger hun, mens hun griber fat i den ene vagt. Derefter forlader alle tre hurtigt scenen, mens manden, der trængte ind på scenen, bliver holdt nede på jorden af sikkerhedsvagter og mandlige dansere.

Det er ikke blevet bekræftet, hvorvidt manden havde en pistol.

Britney Spears genoptog ikke koncerten, men vil optræde igen fredag og lørdag.

/ritzau/FOKUS